Slut med legendarisk motor
BMW dropper 12 cylindrede biler.
Der har alle dage været noget nærmest magisk over en 12-cylindret motor, som ikke alene byder på et bjørnemoment, men kort og godt også signalerer magt.
Især når vi taler om de ministerstore limousiner som Mercedes S-Klasse og BMW 7-serie. Men i en tid med øjnene stift rettet hen mod bæredygtighed og en stribe af futuristiske luksusbiler med både motorkraft og batterimuskler nok til længere rækkevidde end tanken i en slubrende 12-benet sag er der sat en ny dagsorden.
Alene signalværdien af en mindre supertanker er ikke god og på linje med renomméet for den oprindelige Hummer, som i sin tid blev udskammet. Samtidig har en række lande lagt restriktioner på biler med de helt store motorer.
Det aner de også på direktionsgangene hos de store premium-bilproducenter i Tyskland. Således har BMW netop meldt ud, at det efter tre årtier nu er slut med V12-motorer i den store 7-serie, der debuterede som 750i med bestykningen tilbage i 1987 og en ydelse på 300 hk.
Den sidste dinosaur af slagsen bliver således en Limited Edition af M760i xDrive, som yder 601 hk og kun produceres i 12 eksemplarer - naturligvis - der alle går til det amerikanske marked.
Mercedes leverer dog fortsat 12-cylindrede motorer til de majestætiske Mercedes-Maybach-modeller, nøjagtigt som BMW helt naturligt også leverer V12-motorer til Rolls-Royce.