Korupskovvej: Overkørsel 79 lukkes ned på trods ...
Det er Banedanmark, der har besluttet, at overkørsel 79 mellem Ryomgård og Koed er en saga blot fra oktober, når letbaneprojektet er tilendebragt
LETBANEN ”Vi bor på Korupskovvej (mellem Kolind og Ryomgård, red.) og som familie er vi direkte berørt af Banedanmark´s nedlæggelser af baneoveroverkørsler. I vort tilfælde er det baneoverkørslen ’79’ som ligger hér:
Beslutningen om nedlæggelsen er, - så vidt vi er orienteret fra Syddjurs Kommune truffet før byrådets beslutning om anlæggelse af cykelsti mellem Ryomgaard og Kolind.
Som skiltet på vedhæftede foto viser, er der nu sat et skilt op som viser en midlertidig lukning. Det tyder jo umiddelbart på at overkørselen genåbnes til oktober.
Jeg har ikke kunnet få svar på dette ved henvendelse telefonisk til kommunen eller Banedanmark,” skriver en læser til Lokalavisen.
Lukkes ned
Lokalavisen har spurgt borgmester Ole Bollesen (S), hvad der er op og ned i sagen, og nu foreligger der et svar fra Syddjurs Kommune:
Teamleder i afdelingen Mobilitet ved Syddjurs Kommune, Peter Sandell, skriver:
”Vedr. baneoverkørsel nr. 79 mellem Ryomgård og Koed, så er forholdene således, at det er Banedanmark der har truffet beslutning om, at overkørslen skal lukkes. Dette er sket med grundlag i det regelsæt, der ligger til grund for disse sikringsarbejder af jernbaner.
Det er Banedanmark, der er de rette at spørge, hvad grundlaget er, da baneområdet generelt er et af de mest regulerede i dansk lov. Derfor er vi i kommunen ikke 100 procent rustet til at redegøre for baggrund og lovhjemmel.
I den konkrete sag, hvor overkørsel nr. 79 tidligere gav krydsning for en kommunevej, var det Syddjurs Kommune der blev eksproprieret. Efter udvalgsbehandling i Udvalget for natur, teknik og miljø gjorde kommunen indsigelse mod at denne overkørsel blev lukket. Kommunen pegede på, at overkørslen skulle sikres i stedet for, hvilket gav mulighed for at bevare vejen, og give bedre adgang til Ryomgård (og til den nyetablerede sti). Denne anmodning blev ikke imødekommet af Banedanmark, hvorfor overkørslen nu er lukket, og forbliver lukket.
Af det afbillede skilt, kan vi godt erkende, at der er forventning om, at overkørslen bliver genåbnet. Det forholder sig således, at formelt er overkørslerne ikke endeligt nedlagt, før end projektet er tilendebragt i oktober, men da den endelige beslutning om, at nedlægge overkørslen er truffet, og klagefristerne er udløbet, har vi i det lys anlagt stien på tværs af den tidligere vej under hensyn at vejen forbliver lukket.
For klarhedens skyld henviser vi altid til Banedanmark vedr. proces, forløb, formalia og tidsplan vedr. overkørselsnedlæggelserne. Hvilket vi atter vil opfodrer til i den konkrete situation, vi har dog ovenstående forsøgt at redegøre for de forventninger, man som lokal beboer måtte have på baggrund af den afbillede skiltning.”