Fortsæt til indhold

»Ministeren har vildledt Folketinget«: Støtteparti erklærer mistillid til transportminister

Regeringens støtteparti Enhedslisten meddeler torsdag aften, at de ikke længere har tillid til transportminister Benny Engelbrecht (S) efter sag om tilbageholdte klimaberegninger.

Samfund

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har ikke længere støttepartiet Enhedslistens tillid.

Det gjorde partiets politiske ordfører Mai Villadsen klart på et pressemøde på baggrund af et hastesamråd, hvor Benny Engelbrecht blev spurgt ind til manglende beregninger på CO2-aftrykket ved anlægget af de projekter, regeringen har præsenteret i Infrastrukturplanen 2035.

Enhedslisten kræver, at transportministeren trækker sig, ellers vil partiet stille et mistillidsvotum, siger Mai Villadsen på pressemødet.

»Det er vores klare fornemmelse, at ministeren har tilbageholdt information og vildledt Folketinget,« siger hun.

Hun uddyber over for TV2:

»Vi har meddelt Benny Engelbrecht og regeringen, at vi ikke længere har tillid til ham som minister. Det handler ikke om vores tillid til regeringen som samlet hele, men om ministeren alene,« siger hun.

Mai Villadsen understreger, at Enhedslisten vil stille et mistillidsvotum, hvis ikke ministeren selv går af.

I et hastesamråd skulle transportminister Benny Engelbrecht (S) torsdag redegøre for, hvorfor beregninger for CO2-udledninger i forbindelse med Infrastrukturplan 2035 ikke blev udleveret, når Ingeniøren kunne afsløre, at de fandtes. Det resulterede i, at Enhedslisten trak støtten fra ministeren. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Hvad er tilbageholdt?

Fagmediet Ingeniøren kunne i sidste uge afsløre, at der med ministerens vidende var lavet omfattende udregninger på de mere end en million ton CO2, som ville blive udledt, når de store infrastrukturprojekter skulle anlægges. Men at Transportministeriet bad Vejdirektoratet skrive omfanget af CO2-udledningen ud af forarbejdet forud for de politiske forhandlinger om planen.

Regeringen fremlagde netop infrastrukturaftalen som CO2-neutral, og Transportministeren har tidligere forklaret, at man ikke udleverede CO2-beregningerne på baggrund af, at de ikke var gode nok.

»I det ministerielle forberedende arbejde med Infrastrukturplan 2035 blev der arbejdet på at opgøre CO2 fra anlæg og vedligehold. Det blev dog i sidste ende vurderet, at beregningerne ikke var tilstrækkelig konsoliderede og dermed ikke robuste nok til bl.a. at være sammenlignelige på tværs af projekter,« svarede Benny Engelbrecht i en skriftlig kommentar til Ingeniøren.

Hvad siger de andre partier?

Men flere af Folketingets partier fandt det kritisabelt, at tallene ikke var med i de politiske forhandlinger, og derfor skulle ministeren svare for sig selv i et hastesamråd torsdag eftermiddag.

På baggrund af samrådet har Enhedslisten vurderet, at partiet ikke længere har tillid til ministeren. Det samme har Susanne Zimmer fra partiet Frie Grønne også meddelt.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen har udtalt, at det må være op til støttepartierne, om ministeren skal blive siddende, og Liberal Alliance har tilkendegivet, at de fortsat støtter Benny Engelbrecht som transportminister.

Støttepartiet SF forklarer til TV2, at de fortsat har tillid til ministeren og mener, som Radikale Venstre, at det udelukkende bør koste en næse, da de ikke tror, ministeren i ond tro har tilbageholdt beregningerne.

I alt er der 16 mandater mod Benny Engelbrecht, og det vil kræve et flertal at vælte ham som minister. Derfor er det afgørende, hvad de resterende politiske partier på Christiansborg vil stille op nu.