Fortsæt til indhold

Aarhus Universitetshospital modtager penge

Regionsråd fordeler 15 mio. kr. til uddannelse og arbejdsmiljø på regionens hospitaler.

Samfund
jwh

Aarhus Universitetshospital kan se frem til en pengeindsprøjtning, efter regionsrådet netop har fordelt 15 mio. kr. blandt hospitalerne i Region Midtjylland. Hospitalet i Skejby modtager den største pose penge, som er på 6 mio. kr.. De skal gå til understøttelse af uddannelse, kompetenceudvikling og et arbejdsmiljø i balance, fremgår det af en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.

Regionsrådet besluttede i forbindelse med budgetforliget for 2022, at en del af den økonomiske realvækst skulle bruges på at lette presset på medarbejderne og skabe et bedre arbejdsmiljø.

»Vi investerer 15 mio. kroner i udvikling af medarbejdernes kompetencer og arbejdsmiljø. Vi ved, at et højt fagligt niveau har betydning for både fastholdelse og rekruttering. Vi ved også, at det at man som medarbejder føler sig fagligt velfunderet og klædt på til at løfte opgaven har stor betydning for arbejdsmiljøet. Derfor glæder det mig, at vi nu kan sende et beløb øremærket uddannelse, kompetenceudvikling og arbejdsmiljø til alle vores hospitaler, præhospitalet og psykiatrien,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen.

Region Midtjyllands 360-graders plan indeholder tilsvarende initiativer med henblik på at etablere uddannelses- og kompetenceudviklingstiltag inden for flere faggrupper, så de kan indgå i den patientnære opgavevaretagelse og vagtarbejdet.

De 15 mio. kr. finansieres ved 10 mio. kr. fra puljen ”Styrkelse af uddannelsesområdet”. De resterende 5 mio. kr. kommer fra et allerede opnået mindreforbrug på tilskudsmedicin i 2021 og forventning om mindreforbrug i 2022, fremgår det af pressemeddelelsen.