Fortsæt til indhold

Grenaa Gymnasium vandt igen Danmarks Største Fredagscafé

Danmarksindsamling giver fællesskab på tværs af årgange og uddannelser på skolen.

Samfund
SC

De gjorde det i 2019, og nu har Grenaa Gymnasium gjort det igen. Grenaa Gymnasium blev i weekenden kåret som vindere af Danmarks Største Fredagscafé ved Danmarksindsamlingen.

Det kunne man se på tv lørdag aften 30. januar, hvis man fulgte Danmarksindsamlingen på DR eller TV2.

Her tonede elever fra Grenaa Gymnasium frem på skærmen og fortalte om en auktion i skolens kantine.

Få minutter senere blev Grenaa Gymnasium erklæret som vindere af Danmarks Største Fredagscafé.

»Vi deltog jo ikke, fordi vi ville vinde og når vi nu vandt i 2019, så tænkte vi egentlig, at det ikke ville ske igen,« fortæller Magnus Dale, der går i 3.g på Grenaa Gymnasium i en pressemeddelelse.

Men lodtrækning er jo lodtrækning, og alle skoler der havde indsamlet 3000 kroner eller mere end fem kroner per elev var med i lodtrækningen om at få stand-up’eren Nikolaj Stokholm på besøg.

Med i alt 19.604 kroner i indsamlingsbøssen var Grenaa Gymnasium det gymnasium, der havde samlet mest ind per elev.

Lærere tager fra

Magnus Dale har sammen med Camilla Dokkedal, 2.g, og de øvrige elever i skolens Globalgruppe, stået i spidsen for indsamlingsaktiviteterne, der gik i gang allerede i august måned.

»Vi har blandt andet fået penge ind på kagesalg cirka en gang om måneden. Nogle gange var det helt op til ti forskellige fra klasserne, som havde bagt. På den måde håber vi, at flere kom til at føle medejerskab til indsamlingen,« fortæller Camilla Dokkedal.

»Ja, og når der var kager til overs, gik vi bare op på lærerværelset med resten. Så blev der udsolgt. Lærerne kan virkelig tage fra,« uddyber Magnus Dale.

Det gode formål

Kagesalg var imidlertid bare én af indsamlingsaktiviteterne. I december var der en julekoncert arrangeret af de internationale IB-elever, som gav et fint overskud, og der var jule-tombolaen, med fine præmier doneret af erhvervsdrivende i hovedsageligt Grenaa. Slutspurten blev sat ind i januar med IB-elevernes International Day med lækkerier fra elevernes hjemlande, en auktion over rest-premier fra tombolaen og et fastelavnsbolle-salg.

Men hvis det ikke var for at vinde konkurrencen, hvorfor så?

»Det er jo for et godt formål, vi har et godt fællesskab i Globalgruppen,« siger Magnus Dale.

»Det er fedt, når folk kommer og spørger, om der ikke snart er kagesalg igen, og når man ser at elever og lærere er glade, når der er tombola,« supplerer Camilla Dokkedal.

De to studerende retter således også en tak til alle dem, der har støttet op.

»Der skal lyde en stor tak til alle elever og lærere på skolen og erhvervsdrivende, og især også til alle der var med til at gøre julekoncerten til en succes,« lyder det fra Magnus Dale.