Fagprøve med fokus på Estée Lauder
Unge Jessica Lund afslutter sin elevtid i Matas Hornslet med fagprøveuge og en særlig kundeaften mandag
I den kommende uge aflægger Jessica Lund, 21, elev hos Matas Hornslet, fagprøve som afslutning på sin uddannelse som materialist. Hun har valgt at sætte fokus på det amerikanske skønhedsmærke Estée Lauder.
”Estée Lauder fik vi på hylderne i Matas Hornslet lige før jul, og det har endnu ikke fået den opmærksomhed det fortjener,” siger unge Jessica.
I løbet af fagprøveugen vil der være mulighed for at blive inspireret og få kendskab til Estée Lauder produkterne.
Alle Matas pigerne vil være klar til at give personlig vejledning.
Endvidere har Jessica Lund i anledning af fagprøveugen arrangeret det således, at der vanker gaver ved køb af to produkter plus specifikke udstillinger, konkurrencer m.m.
Kundeaften
Mandag 30. april inviterer Jessica Lund interesserede til en aften, hvor hun udfolder det særlige Estée Lauder univers. Her vil der være mulighed for at føle, dufte og prøve udvalgte produkter og få personlige råd og vejledning.
Der vil også være bobler og lidt godt til ganen.
”Der er begrænsninger på antallet af pladser, så der skal købes billetter i Matas Hornslet for at komme med til kundeaftenen,” understreger den vordende materialist.