Kalø Skovene får evighedstræ nr. 100
Miljø- og fødevareministeren foretager kåringen mandag eftermiddag sammen med Danmarks Naturfredningsforenings præsident
På mandag kommer miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) igen på besøg ved Kalø sammen med Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Maria Reumert Gjerding, tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten.
I mellem to vådområdebesøg ved Horsens og ét nord for Randers tager Jakob Ellemann-Jensen i skoven sammen Maria Reumert Gjerding for at udpege evighedstræ nr. 100 i en af Kalø Skovene, Hestehave og Ringelmose, der tilhører staten.
Det er lokale John Simoni, der har foreslået det specifikke træ, og han vil også være til stede ved seancen.
John Simoni er biolog og naturvejleder med et livslangt forhold til naturen. Han har studeret Naturfags Didaktik ved Aarhus Universitet. Han er ejer af rejse- og oplevelses-firmaet Natours.dk.
På landsplan kører Danmarks Naturfredningsforening en kampagne for evighedstræer. Træer er vigtige for vores liv, fordi de opsuger CO2 fra atmosfæren.
Landet over udvælger mange lokale afdelinger træer, som kan blive til evighedstræer med en frivillig aftale med kommunen eller den private ejer. Aftalen er ikke en formel fredning af træet, men en hensigtserklæring, der forpligter ejeren til at passe på træet så længe, det er muligt.
Der er afgang fra Kalø Slotskro til evighedstræet klokken 14.30.
Fakta
Kriterier for Evighedstræer
Et Evighedstræ til mærkning opfylder et eller flere kriterier:
Træet er gammelt eller er en oplagt efterfølger til et gammelt træ i nærheden
Træet er meget stort
Træet har stor biologisk værdi
Træet har meget stor æstetik, historisk eller anden social værdi