Ny formand: Handel Syddjurs skal back to basics
Brugsuddeler Thomas Rasmussen, SuperBrugsen Hornslet, har overtaget formandsposten i Handel Syddjurs, der en slags paraply for syv handelsstandsforeninger i kommunen
HANDELSLIV Handel Syddjurs, der formelt blev stiftet som forening i september 2011 med en repræsentant fra hver af syv handelsstandsforeninger (Nimtofte, Ryomgård, Hornslet, Kolind, Rønde, Mørke og Ebeltoft) i forretningsudvalget - plus en forretningsfører, daværende direktør for Hornslet Bogtrykkeri A/S, Hother Hennings, har på den nyligt afholdte generalforsamling valgt ny formand.
Det blev Thomas Rasmussen, brugsuddeler i SuperBrugsen Hornslet. Thomas Rasmussen, der privat bor i Grenaa, afløser Hans Nielsen, der 1. maj flytter til Ærø.
Det er den enkelte handelsstandsforening, der er medlem af Handel Syddjurs, og ikke den enkelte butik.
I de byer, hvor der ikke er en handelsstandsforening, kan den lokale brugsforening og andre butikker rette henvendelse til en handelsstandsforening i en af nabobyerne, og på den måde sikre sig en plads i den nydannede forening.
Kickstart af gavekort
Den nyvalgte formand erkender, at der har været stille om Handel Syddjurs i nogle år nu, og det vil han gerne være med til at lave om på.
”Vi har desværre haft et par projekter, der har kuldsejlet. Først snakkede vi meget med Syddjurs Kommune om et samarbejde om opstilling af pyloner, som ikke blev til noget, ligesom lanceringen af en ny plasticpose gik lidt i vasken,” siger Thomas Rasmussen.
Formanden har til gengæld en klar dagsorden for sit virke:
”Jeg mener, at det, der knytter os sammen handelsmæssigt i Syddjurs, er Handel Syddjurs gavekortet. Det har været en stor succes, men det trænger til at blive markedsført på ny, og det skal vi bruge noget krudt på i den kommende tid.”
To versioner
Handel Syddjurs gavekortet findes i to versioner. Det velkendte gavekort, der kun udstedes hos: SuperBrugsen Hornslet, DagligBrugsen Mørke, SuperBrugsen Ryomgård, SuperBrugsen Kolind, DagligBrugsen Nimtofte, Meny Rønde, Tops Sko Rønde, Kvickly Ebeltoft samt Føtex Ebeltoft. Her udfylder butikken gavekortemballagen og indsætter gavebeløbet ind på gavekortet, som så hæves på køberens konto.
Tank-Selv gavekort kan købes for 10 kroner i mange Syddjurs butikker. Det kan forbrugeren købe og have liggende hjemme, indtil han eller hun får behov for en gaveidé eller for at sige tak til venner, naboer, familie eller andre med et beløb til brug for forkælelse eller indkøb i en Syddjurs butik. Beløbet tanker forbrugeren hurtigt selv via din smartphone eller pc og betaler for eksempel via MobilePay. Der følger en lille emballage/gavekort med, som man også selv udfylder. Begge gavekort gælder i tre år fra udstedelses-/tankningsdatoen.
Store ambitioner
Handel Syddjurs fungerer som en fælles paraply for handelslivet i hele kommunen.
Via fælles markedsføring, koordinerede aktiviteter og en vilje til at skabe fælles forståelse og sammenhold skal Handel Syddjurs medvirke til at øge omsætningen i de syddjurske butikker, lød ambitionen på den stiftende generalforsamling i 2011.
Handel Syddjurs skal ikke erstatte de nuværende handelsstandsforeninger, men mere markere et fælles brand eller slogan, som alle handlende, der har lyst til at være med, kan markedsføre sig under overfor både nuværende og fremtidige kunder, lød det videre.
Godt otte år efter er erkendelsen nok den, som den nyvalgte formand giver udtryk for, at det er og bliver Handel Syddjurs Gavekortet som kitter foreningen sammen, fordi der trods alt er generel opbakning til at kæmpe for, at omsætningen forbliver i Syddjurs, men ikke større handelsmæssige tiltag