Det er ikke farligt at bade i Ebeltoft
Påstand om, at badevandet skulle være stærkt forurenet, har intet på sig, udtaler Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
En artikel skrevet af journaliststuderende skabte i sidste uge lettere panik blandt Ebeltoftere og turister, efter den blev delt i en Facebookgruppe.
Artiklen, med overskriften »Forurenet badevand -fedtemøg invaderer bystrand«, fortæller nemlig, at vandet ved Ebeltoft er stærkt forurenet.
Flere blev forfærdede, en del var enige og andre manede til ro.
Faktuelt forkert
Byrådspolitiker, Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V), er næstformand i kommunens Natur-, teknik-, og miljøudvalg, og så har han netop sat sig i formandsstolen for Syddjurs Spildevand.
Han citeres i de studerendes artikel for at sige »Vandet er ikke godt nok til at lave badestrand i byen. Det er rigtig skidt.«
Jørgen Ivar Brus Mikkelsen forklarer, at han for det første er citeret forkert, og for det andet er citatet taget ud af sammenhæng.
»Min forklaring handlede om kommunens og Syddjurs Spildevands prioritering af etablering af ny hovedstruktur med samlet spildevandsrensning ved Fornæs. Det betyder dog, at ambitionerne om separatkloakering kommer til at tage længere tid end først planlagt, og det kan potentielt få betydning for Ebeltoft.«
Det er dog, ifølge Jørgen Ivar Brus Mikkelsen, på ingen måde det samme som at sige, at »…havet er stærkt forurenet af regnvand fra Ebeltofts rensningsanlæg,«, som der også stod i artiklen.
”Den påstand kan jeg slet ikke tilslutte mig. Det er faktuelt forkert. Man kan roligt bade i vandet ved Ebeltoft. Områdets spildevand renses på Boeslum rensningsanlæg, der udleder til Kattegat og ikke Ebeltoft Vig. Det forklarede jeg den studerende, men det har tilsyneladende ikke bundfældet sig.«
Han tilføjer, at han troede, hans udtalelse skulle bruges til en opgave. Ikke til en artikel, der ville blive offentliggjort.
Blåt flag
I Danmark laver kommunerne løbende målinger af kvaliteten af badevandet. Resultaterne kan man finde på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Der måles 23 steder i Syddjurs Kommune. Det eneste sted, der har været lidt problemer med standarden, er, ifølge chef i kommunens miljøafdeling Morten Hundahl, i bunden af Aarhus Bugt ved Kalø, hvor vandudskiftningen ikke er stor nok.
I Syddjurs var der sidste sommer fem blå flag, mange af dem i eller omkring Ebeltoft. En af dem er Vibæk Strand, og her måles vandkvaliteten 10 gange i løbet af en badesæson, for det er et krav, når man det blå badeflag.
De seneste måneder har Miljø og teknik i Syddjurs Kommune desuden lavede målinger hver tredje uge i vandet ved det gamle posthus. Her ønsker en arbejdsgruppe under Ebeltoft i Udvikling nemlig at etablere en rampe til vandsport, som på sigt kan indgå i en bynær strandpark.
Stedet ligger meget tæt på et rør, der leder overskydende regnvand fra byen ud i havet, og når det har regnet meget, kan der måles en forurening af vandet.
Siden 17. september sidste år har kommunen således fået foretaget seks målinger af to bakterier, E-coli og enterokokker. De foreløbige resultater viser, at hver gang der måles efter et regnskyl, så overskrider målingerne de tilladte grænseværdier. Når det ikke har regnet, er der ingen forurening. Målingerne fortsætter frem til efteråret, og først der konkluderes det, om vandet egner sig til en strandpark eller ej.
Invasion af fedtemøg
En af den omdiskuterede artikels beviser for det stærkt forurenede badevand i Ebeltoft er fedtemøg.
Fedtemøg er en betegnelse for brunalger og andet tang, der er i forrådnelse. Det er noget sort, lidt mosagtigt stads, som man med det blotte øje kan se i vandkanten som en fedtet og ildelugtende belægning. Det skulle ifølge artiklen have invaderet strandene i Ebeltoft og i sig selv være et bevis på, at vandet er forurenet, fordi fedtemøg ofte opstår ved dårlige vandforhold.
Biolog ved Syddjurs Kommune Sidsel Sode skiftede, efter at have læst artiklen, kontorstolen ud med en gåtur langs vandkanten i Ebeltoft for at vurdere omfanget af fedtemøg. Hun tog prøver ved vandet mellem Fregatten og campingpladsen mod nord.
»Jeg kunne primært se opskyllet ålegræs. I mange tilfælde var rodsystemet med, hvilket sandsynligvis tyder på, at det er den seneste uges kraftige vindpåvirkning, der har forårsaget løsrivelsen fra bunden. Ålegræs er tegn på et forholdsvis godt vandmiljø, da det kun kan overleve, hvor sigtbarheden er god. Jeg kunne ikke se fedtemøg.«
Det er faktuelt forkert, at vandet er stærkt forurenet. Man kan roligt bade ved Ebeltoft.Formand for Syddjurs Spildevand og byrådspolitiker Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V).
Rod i rørene
Artiklen påstår, at der udledes spildevand i vigen på grund af kloakeringen i Ebeltoft.
Det er, ifølge Morten Hundahl, ikke usandt, men han mener, det er en meget skarp vikling af sandheden.
»Kloaknettet i Ebeltoft er udmærket. Den udledning, der sker herfra, er minimal.«
Han forklarer, at den udledning, der er, skyldes uautoriserede fejlkoblinger på kloaknettet. Altså, rod i rørene.
Desuden kan der efter kraftig regn være overløb af opblandet spildevand og regnvand.
»Kloaknettet ikke er dimensioneret til nutidens regnmængder, så det er nærmest umuligt at undgå, og findes i alle byer«, fortæller han.
Han forsikrer, at der ikke findes nogen spildevandsrør, der leder urenset spildevand direkte ud ved kysten i Ebeltoft, kun rør med regnvand fra tage og veje. Desuden fortæller han, at dårlige målingsresultater kun ses efter større regnskyl, men at det udjævner sig.
»Vi gør os umage med at måle om det er regnvand, eller om det er noget andet vand. Jeg må afvise, at spildevand spiller nogen som helst rolle for kvaliteten af vores badevand her i byen. Dertil er mængderne simpelthen for små,« forklarer han.
Han tilslutter sig desuden Jørgen Ivar Brus Mikkelsens vurdering:
»Det passer simpelthen ikke, at vandet i Ebeltoft Vig er stærkt forurenet.«
Om der er kø ved håndvasken i miljøforvaltningen, eller om de studerendes historie uden problemer kan skylles ud med badevandet, må du, kære læser, selv vurdere.