Vi er vilde med økologi
Danske forbrugere, bruger flest penge på økologi pr. indbygger. Især på bananer, mejeriprodukter og havregryn.
Der er Ø-mærke på flere og flere varer i danskernes indkøbskurve og på indkøbssedlen, når vi handler online. Ikke alene har Danmark den største økologiske markedsandel, de danske forbrugere er også dem, der bruger flest penge på økologi per indbygger. I 2020 udgjorde andelen af økologiske fødevarer hele 12,8 procent af det samlede salg af fødevarer i danske dagligvarebutikker, og det økologiske fødevaresalg udgør en samlet omsætning på 18,3 milliard kroner i både de fysiske dagligvarebutikker og onlinebutikkerne.
Det er især bananer, plantebaserede mejeriprodukter, gulerødder og havregryn, vi først og fremmest køber økologisk. Økologisk frugt og grønt er den største enkeltstående varegruppe i detailhandlen, hvor den udgør mere end en tredjedel af den økologiske omsætning. Ifølge Danmarks Statistik var de fem mest voksende økovarer i 2019 spiritus, vin, kager og kiks, rugbrød og frosne grøntsager og kartoffelprodukter.
Med den danske målsætning om, at 30 procent af landbrugsarealet skal være omlagt til økologisk drift i 2023, skal dagligvarehandlen sælge langt flere økologiske produkter end i dag. Men vi er godt på vej.
Når danskerne skal sige, om de mener, økologiske fødevarer er sundere end konventionelle, svarer de ja. Og de har ret i det store perspektiv. Økologiske varer er rent faktisk sundere end ikke-økologiske varer, hvis man sammenligner alle økologiske varer som ét samlet segment fremfor varerne én til én. Andelen af sunde varer er nemlig langt større indenfor det økologiske segment end det ikke-økologiske. Forskerne har svært ved helt at slå fast, om der er en sammenhæng mellem økologi og helbred. For det første spiser kun de færreste af os 100 procent økologisk, og for det andet skal forskerne følge en gruppe mennesker over rigtig mange år, før de kan konstatere, om de får flere eller færre sygdomme.
Men danskerne er ligeglade. Vi vil have økologi – uden sprøjtemidler.