Florentina rykker salonen hjem og retter fokus mod massage
I privaten på Møllebakken 19 i Lading har Florentina Craciun genåbnet sin salon med særlig fokus på Nordlys-massage.
Lige som den første corona-epidemi indtog landet, åbnede Florentina Craciun sin skønhedssalon i Sabro.
»Så det var ikke ligefrem en god start,« siger hun.
Den hårde begyndelse er også årsagen til, at hun nu hiver Wellness&Beauty Salon hjem i privaten på Møllebakken 19 i Lading.
»I stedet for at gå og betale husleje kan jeg lige så godt have salonen herhjemme. Her er jo god plads til det,« siger Florentina Craciun - eller bare Elvira, som hun kalder sig.
Kun fokus på massage
I Wellness&Beauty Salon har Elvira Craciun hidtil fokuseret meget på egentlige skønhedsbehandlinger såsom ansigtsbehandlinger, farvning af vipper og bryn, manicure og hårfjerning. Hun er da også uddannet kosmetolog samt negletekniker.
Skønheds-delen fortsætter i den genåbnede salon i Lading, men Elvira Craciun har nu også megen fokus på Nordlys-massage.
»Jeg vil gerne virkelig dedikere mig til massagen og få den del rigtig godt op at køre,« siger Elvira Craciun, som fortsætter:
»Jeg har jo også fundet ud af, at Nordlys-massage er en meget populær massage-form.«
Ro i krop og sind
Nordlys-massagen er specielt designet til at skabe balance og harmoni både i krop og sind, forklarer Elvira Craciun. Mennesket ses som en enhed, hvor krop, sind og sjæl hænger sammen. Den skal altså kunne løsne op i fastlåste spændinger og samtidig give overskud og ro i sindet.
Massagen går dybt ind i muskulaturen, men gør aldrig ondt.
»Man skal bare prøve at glemme alting og være til stede - både klienten og mig selv. Og så går jeg ellers hele kroppen igennem - fra den mindste tå på foden til den mindste finger på hånden,« siger Elvira Craciun, som fortsætter:
»Jeg har mærket stress og depression på min egen krop og ved derfor, at den her massageform er god til ro i krop og sind.«
Nu håber hun, at folk kan finde hende i Lading. Hun kan i hvert fald diske op med minimal trafik og nem parkering lige ved salonen.
»Det her er ikke noget, som jeg bliver rig af, men jeg håber virkelig, at mine kunder føler sig beriget, når de går herfra.«