Syrebombe: Skoleleder og SSP-koordinator kommer med appel
Skoleleder Claus Peter Olesen og SSP-koordinator Heine Skovbak Iversen beder folk om at have forståelse for, at det er politiets opgave at finde ud af, hvad der præcist skete på Molsskolen, da en elev i 7. klasse fik en flaske til at eksplodere tæt på en gruppe elever, som stod og ventede på skolebusserne.
Det har givet efterdønninger, at en elev i 7. klasse på Molsskolen en tirsdag i slutningen af januar fik en hjemmelavet syrebombe til at eksplodere efter skoletid tæt på den plads, hvor busserne gør klar til at samle elever op og køre dem hjem fra dagens dont.
»En syrebombe er en flaske med sølvpapir og stærke kemikalier, oftest afløbsrens, der kan forårsage alvorlige skader og ætsninger, hvis de springer,« har SSP-koordinator Heine Skovbak Iversen tidligere forklaret i Lokalavisen, hvor han også benyttede lejligheden til at advare andre unge om at eksperimentere med den slags, fordi det er meget farligt, hvis uheldet er ude og flasken eksploderer tæt på mennesker.
Politiopgave
Skoleleder på Molsskolen Claus Peter Olesen og SPP-koordinatoren har stor forståelse for, at hændelsen på Molsskolen bragte mange sind i kog og gjorde børn og forældre bange.
»Men det er vigtigt at respektere, at det er politiet som tager sig af at opklare, hvad der egentlig skete den tirsdag eftermiddag på baggrund af den anmeldelse som indløb til politiet torsdag,« understreger Claus Peter Olesen.
Med et andet ordvalg siger SSP-koordinatoren det samme.
SSP dækker over Skole, Social og Politi.
»SSP er et samarbejde mellem skole, de sociale myndigheder og politi, der overordnet har til formål at forebygge kriminalitet, misbrug og mistrivsel blandt børn og unge. Vi arbejder tæt sammen, men arbejdsdelingen er også klar. I det konkrete tilfælde på Molsskolen, er det naturligvis politiet, der først efterforsker og opklarer, hvad der konkret er sket,« siger Heine Skovbak Iversen.
Både skoleleder og SSP-koordinator appellerer til, at alle vil respektere, at det er politiets opgave.
»På skolen har vi gjort det, som vi som skole skal gøre i en sådan situation, og når politiets arbejde er færdig, kommer Heine Skovbak Iversen på og tager snakken med 7. årgang,« lover Claus Peter Olesen.
Han understreger, at det forældremøde, der er indkaldt til på Molsskolen på 7. årgang torsdag 10. februar ikke vedrører den specifikke hændelse med syrebomben, men har et bredere sigte.
»Vi har kunnet konstatere en række forhold på årgangen, som vi bliver nødt til at tage hånd om og måske har undervurderet, og det er derfor, at vi har indkaldt til forældremøde. Det er ikke den meget trælse hændelse med syrebomben,« siger Claus Peter Olesen.