Dyreinternatet i Tingskoven er vakt til live efter konkurstrussel
Fusionen med Dyrenes Beskyttelse har genoplivet dyreinternatet i Tranbjerg, lyder det fra leder Karina Fisker. I sidste uge kunne hun glæde sig over, at den sidste del af den usikre fortid er væk.
Det er da ikke en nyhed, at dyreinternatet i Tingskoven igen hedder Dansk Dyreværn Århus, er der nok en del, der vil mene. Med rette, for det er lidt over et halvt år siden, at medlemmerne af det dengang økonomisk nødlidende dyreinternat vedtog at fusionere med Dyrenes Beskyttelse og i den forbindelse besluttede at sløjfe navnet The Voice of Pets.
»Det skal væk, og det skal væk hurtigst muligt,« sagde Peder Østergaard, bestyrelsesformand i Dansk Dyreværn Århus i den forbindelse med henvisning til det lidt for internationale og langt fra aarhusianske navn.
Vi får dagligt henvendelser fra folk, der gerne vil adoptere dyr, og det er jo helt fantastisk.Karina Fisker, leder af Dansk Dyreværn Århus
Så hurtigt går tingene bare tilsyneladende ikke hos Facebook. Først i sidste uge kunne Dansk Dyreværn Århus konstatere, at navnet på Facebook-siden var rettet til det nye gamle navn.
Det var ganske forventeligt, at det ville tage lang tid, fortæller kommunikationsafdelingen hos Dyrenes Beskyttelse, som har stået for ændringen, til Lokalavisen Aarhus.
Stemningen er vendt
Lang tid har dyreinternatets nye ledelse dog ikke brugt på at få tingene på ret køl efter tiden med økonomisk usikkerhed.
»Der er sket meget, for stedet var gået lidt i stå, inden det kom ind under Dyrenes Beskyttelse. Nu summer der mere af liv herude. Vi redder dyr igen i større stil. Der er kommet 30 nye frivillige til, og til marts afholder vi et intromøde, hvor vi forventer at få yderligere 30 frivillige,« fortæller Karina Fisker.
Hun har siden september været leder af Dansk Dyreværn Århus i Tranbjerg. Da hun tiltrådte var situationen en helt anden. I 2018 var der 29 millioner kroner i dyreværnets pengekasse, men da Dyrenes Beskyttelse overtog stedet var pengene væk. De var blandt blevet brugt til en helt ny hjemmeside og branding - som blandt andet indbefattede navnet The Voice of Pets, som altså nu er fortid.
»Jeg kom til et sted, hvor der ikke var så mange dyr, og så mødte jeg et personale, der var trætte og demotiverede. Min første opgave var at bringe troen tilbage hos dem ved at sige, at det nok skulle gå,« fortsætter Karina Fisker.
Har optimeret dyreinternatet
Den tro er ifølge lederen på internatet i Tranbjerg kommet i takt med, at der er kommet flere dyr ind og ud af stedet. Siden september er der blevet indleveret over 300 dyr, som hovedsageligt er katte, og i samme periode er der blevet formidlet et par hundrede dyr til nye ejere, fortæller Karina Fisker.
»Vi får dagligt henvendelser fra folk, der gerne vil adoptere dyr, og det er jo helt fantastisk,« fortsætter Karina Fisker, som siden sin ankomst har ændret flere ting på internatet.
»Vi har fået gjort nogle ting smartere herude. Blandt andet har vi etaberet dyrlægeklinik på stedet. Det vil sige, at vi har en dyrlæge, der kommer til os en til to gange om ugen, så vi ikke længere behøver at fragte vores dyr til dyrlæge, men at de i stedet bliver ordnet her på stedet, og det gør en stor forskel,« fortæller hun.