Rutineret healer flyttet fra Rodskov til Rønde
Anette Jeppesen har indrettet klinik og kursuslokale til sit Healings Studio på Røndes hovedgade
RØNDE Indehaver af Healings Studio i Rodskov, Anette Jeppesen, har flyttet sin klinik til Rønde, nærmere bestemt Hovedgaden 61, hvor hun har indrettet sig smukt i to fine og lyse lokaler.
Her er der både plads til behandling af kunder og de kurser i ’Healing uden grænser’, som Anette Jeppesen også har på sin palette.
Startede for fire år siden
Anette Jeppesen begyndte at drive forretning for fire år siden efter at have healet i mange år.
Da hun blev fritstillet som kantineleder i Aarhus i 2015 besluttede hun med opbakning fra sin mand at starte som selvstændig.
”Det har jeg aldrig fortrudt, og jeg driver efterhånden en fornuftig forretning, hvad skiftet til Rønde også er et bevis på,” siger Anette Jeppesen.
Healing hviler på et holistisk grundlag, hvor man opfatter krop og psyke som en helhed.
”Jeg bruger såkaldt Reconnectiv healing samt clairvoyance. Healing fjerner effektivt smerter og giver dig livsgnisten tilbage,” lover Anette Jeppesen.
Typisk bruges healing mod hovedpine, rygproblemer, depression, sorg og angst samt ved bivirkning af kræftbehandling. Det bruges også ved personlig udvikling.
Der er ingen videnskabelige beviser for, at healing virker, siger videnskaben. Anette Jeppesen er af gode grunde ikke enig.
Healing er for længst blevet en anerkendt behandlingsform, hvor behandlere kan lade sig registrere i Sundhedsstyrelsens såkaldte RAB-register (register over alternative behandlere).