Fortsæt til indhold

Efter 25 år som økonoma skulle der ske noget nyt

Birgit Petersson kastede sig i stedet over uddannelsen som zoneterapeut og åbnede for et halvt år siden Hornslet Zoneterapi

Samfund

HORNSLET Birgit Petersson, 53, gift og med to børn på 20 og 23 år, trængte til luftforandring i sit arbejdsliv efter at have arbejdet som økonoma i 25 år.

Vejen til at starte egen klinik med zoneterapi som speciale lyder lang, men det var den faktisk ikke.

”Jeg har altid søgt den alternative behandling, og da jeg fik muligheden, tænkte jeg tilbage på alle de gode oplevelser, jeg selv har haft gennem zoneterapien,” fortæller Birgit Petersson, der åbnede Hornslet Zoneterapi for et halvt år siden på hjemadressen Enghavevej 26 i et parcelhuskvarter i Hornslet.

Inden tog hun uddannelsen som zoneterapeut fra Zoneterapiskolen Logos i Aarhus og tillige tilmeldte hun sig et iværksætterkursus ved Syddjurs Kommune, hvor hun lærte de grundlæggende ting, som en selvstændig erhvervsdrivende skal kende til.

”Starten har været fin. Jeg kan mærke, at flere og flere i lokalområdet kender Hornslet Zoneterapi, og jeg er vældig optimistisk i forhold til fremtiden,” siger Birgit Petersson.

Hun er RAB godkendt (Registreret Alternativ Behandler). Det garanterer hendes kunder en professionel behandler og berettiger til, at man kan søges tilskud fra Sygesikring ”danmark” og sundhedsforsikringer. For at få tilskud, skal der være stillet en lægelig diagnose, men det betyder ikke, at der skal foreligge en henvisning fra lægen for at man kan komme op på briksen hos Birgit Petersson.

Hun er også medlem af brancheforeningen FDZ (Foreningen Danske Zoneterapeuter).

”Zoneterapi har en positiv virkning på mange ting fra dit generelle velbefindende over stress og manglende energi til idrætsskader og allergi,” siger Birgit Petersson.