Fortsæt til indhold

Politirapporten uge 7

Samfund

Mandag 7. februar

Kvik pedel råbte to cykeltyve an

En pedel på Hobrovejens Skole på Gethersvej i Randers kunne fra sit kontor se to mænd, der trak hætterne op over hovederne og begyndte at hive i nogle cykler, der stod parkeret ved cykelstativet.

Det skete ifølge Østjyllands Politi mandag kl. 13.11.

Pedellen gik ned for at konfrontere de to mænd, som han nåede at se smide en cykel ind bag i en varebil og køre fra stedet. Pedellen fik noteret registreringsnummeret, og politiet fandt senere frem til varebilen, der holdt parkeret på en adresse i Sdr. Borup.

Her befandt sig også to mænd på 20 og 22, begge fra Rumænien, der blev anholdt og sigtet for brugstyveri af cykel. Cyklen blev herefter leveret tilbage til rette gerningsmand.

Mandag kl. 16.45 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden samt ulovlig overhaling, da han blev standset af en patrulje på Nordjyske Motorvej ved Randers SV.

Tirsdag 8. februar

Klokken 22.15 blev en 42-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Sennelsgade i Randers C.

Onsdag 9. februar

Politihund og blodpletter ledte til formodet indbrudstyv

Østjyllands Politi fik natten til torsdag kl. 3.30 en anmeldelse om, at der havde været indbrud i en forretning på Kirkegade i Randers C. Gerningsmanden havde knust en rude og stjålet nogle enkelte varer fra butikken.

En hundepatrulje søgte spor på stedet, og betjentene opdagede nogle blodpletter, der tydede på, at gerningsmanden havde skåret sig ved rudeknusningen. Politihunden fik fært og ledte betjentene til et værested, der ligger i området.

Ud for værestedet var der flere blodpletter, og indenfor traf betjentene en 31-årig mand, der havde flere rifter og sår på den ene hånd. Han erkendte indbruddet og blev anholdt og sigtet.

Biltyv uden kørekort og med narko i blodet

Natten til torsdag kl. 01.47 standsede en patrulje en bil på Markedsgade i Randers, idet bilen var meldt stjålet i forbindelse med et indbrud på en adresse i Randers NØ natten mellem mandag og tirsdag.

I bilen sad en 46-årig mand, der blev skønnet påvirket af narkotika og i øvrigt heller ikke havde noget gyldigt kørekort. Han blev derfor både sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret, brugstyveri af bil og for at have begået indbruddet, hvor bilnøgle og bil var blevet stjålet.

Torsdag 10. februar

Ølglas-tyve taget på fersk gerning

Torsdag kl. 23.38 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en bar i Randers midtby, hvor bestyreren havde tilbageholdt to mænd, der var taget i at stjæle ølglas fra et lager i kælderen. Bestyreren var kommet ned i kælderen, da han havde set tre mænd, der var i færd med at fylde flere ølglas ned i en rygsæk.

Da det gik op for de tre mænd, at de var blevet opdaget, stak den ene af fra stedet, mens en af de andre begyndte at stille glassene på plads igen. De to tilbageværende mænd blev tilbageholdt, mens der blev ringet efter politiet.

Da patruljen ankom til stedet blev de to mænd på 24 og 30 år sigtet for tyveri og de stjålne ølglas blev leveret tilbage til baren.

Natten til fredag kl. 03.40 blev en 21-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV. Hun blev desuden sigtet for narkobesiddelse, da der efterfølgende blev fundet en mindre mængde skunk på hendes bopæl.

Fredag 11. februar

En 39-årig mand kastede en spillekonsol på sin 25-årige partner, så hun pådrog sig nogle mindre brud på hånden. Efterfølgende slog han hende i ansigtet. Den 39-årige blev anholdt på adressen i Randers NØ kort efter anmeldelsen. Han er nu sigtet for grov vold.

En 32-årig er sigtet for vidnetrusler, vold og frihedsberøvelse begået i Randers-området mod en 27-årig mand. Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre under grundlovsforhøret fredag, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere i sagen.

Indbrud på Demstrupvej i Randers begået fredag 11/2 mellem kl. 07.00 og kl. 16.30.

Lørdag 12. februar

Lørdag kl. 09.02 blev en 21-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Fladbrovej i Randers NV.

Lørdag kl. 10.34 blev en 35-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vestervold i Randers C. Den 35-årige blev desuden sigtet for besiddelse af narko.

Lørdag kl. 11.11 blev en 33-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV.

Lørdag kl. 19.39 blev en 33-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Kulholmsvej i Randers NØ.

Indbrud på Panvej i Randers SØ begået mellem torsdag 10/2 kl. 11.35 og lørdag 12/2 kl. 15.30. Samt på Benzonsvej i Randers NØ begået søndag 13/2 kl. 00.24.

Søndag 13. februar

Uden kørekort og på narko: Stjal bil og lagde tyvekosterne i bagagerummet

Søndag kl. 21.07 standsede en patrulje en rumænsk indregistreret bil på Viborgvej i Randers NV. Bag rattet sad en 20-årig mand, som ikke havde noget kørekort og som virkede påvirket af narkotika. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret.

Ved nærmere gennemgang af bilen, kunne det konstateres, at den formentlig var stjålet og i bagagerummet lå der nogle genstande, som betjentene vurderede var tyvekoster. Den 20-årige mand blev derfor også sigtet for brugstyveri og for hæleri.

Smadrede bilruder med en jernstang

Søndag kl. 17.23 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at mand gik rundt på en parkeringsplads på Bredgade i Langå, hvor han ved brug af en jernstang gik og smadrede ruder på flere biler, der holdt parkeret. Da politiet ankom blev den 28-årige mand anholdt og sigtet for hærværk på seks biler, der havde fået smadret en eller flere ruder.

Med en mobiltelefon hånden blev en 31-årig mandlig bilist anholdt søndag kl. 13.18 anholdt, da han blev standset af en patrulje på Bøsbrovej i Randers SV. Han blev sigtet for narkokørsel, narkobesiddelse, kørsel i frakendelsestiden og brug af håndholdt mobiltelefon.

Søndag kl. 17.37 skete der et færdselsuheld i krydset Paderup Boulevard/Paderupvej i Randers SØ. En 57-årig mandlig bilist kom kørende ad Paderup Boulevard og ville svinge til venstre ind på Paderupvej, da han påkørte en anden bil, der blev ført af en 56-årig kvinde. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved uheldet.