Fortsæt til indhold

Start på ny tradition? Elev og Nye skal komme hinanden ved

Elev og Nye åbnede helt op for deres lokalsamfund til den første 'Åben By-festival'

Samfund

Festival I den forgangne weekend har der været Åben-By-Festival i Elev og Nye. Festivalen var begunstiget med fantastisk godt vejr og blev lidt af et tilløbsstykke til mange af arrangementerne, oplyser formanden for Elev Meinghedsråd, Lehn Bang-Mortensen.

Åben-By-Festival i Elev og Nye er startet op på foranledning af Elev Menighedsråd, der havde inviteret skole, institutioner, foreninger og borgere.

”Der var et alsidigt program, og det hele startede med markedsdag på Elev Skole. Her kunne der købes loppefund, man kunne prøve kræfter med flødebollekast og give den gas med dåsekast.

I løbet af dagen var der også musik af skolebørn og senere fyraftenskoncert med Elev Byorkester.

En familie havde arrangeret ’Den Store Kagedyst’ i deres villa, hvor der samtidig var demo af nye cykler.

Lørdag var der mulighed for Drop in-dåb og vielse i Elev Kirke. Fire blev døbt, heraf tvillinger, en på 13 år samt en voksen.

Bofælleskabet i Elev holdt Babytummel for babyer 5-10 måneder.

På det grønne areal ved kirken havde Borgerforeningen opstillet telt, hvor der var loppemarked, ølsmagning, og mulighed for at grille og spise aftensmad sammen. Her var der også fodboldturnering både for børn og voksne.

”De voksne spillede gadekamp, hvor det var Nye som vandt. Det er nok det eneste år, at Nye må stille med et hold, da Nye jo er by og ikke kun en gade,” siger menighedsrådsformanden.

Fælleshuset i Nye lagde rammer til ’Syng fra Højskolesangbogen’, hvor en af beboerne - Erling Lindgren - sad ved klaveret og havde udvalgt nogle sange. Der var også mulighed for at ønske sange, og det blev flittig benyttet.

Festivalen sluttede med fortællekoncert med Mathilde Falch i Sognehuset i Elev.

”Menighedsrådets udgangspunkt er at Elev og Nye kommer hinanden ved og bruger hinanden. Måske har vi i år startet en tradition og menighedsrådet vil evaluere sammen deltagerne, om vi skal prøve igen til næste år,” siger Lehn Bang-Mortensen.