Fortsæt til indhold

Ivan har klippet herrehår i 65 år

79-årige Ivan Bonde kan fejre 65 års jubilæum i frisørfaget 1. oktober. Siden 1962 har han drevet Bondes Klippe-Butik på Nørre Allé

Samfund

Radioen er stillet ind på P4 og højlydt pop, mens snakken med stamkunden Ole på 85 år går lystigt i et drillende toneleje.

”Jeg er din ældste kunde og den klogeste af os to,” siger den ældre herre fra den ene rødskindede barberstol, der er noget af det eneste, som er tilbage i salonen efter 57 år.

Bemærkningen er rettet mod stedets ejer 79-årige Ivan Bonde. 1. oktober kan han fejre 65 års jubilæum i frisørfaget med salon på Nørre Allé 81-83 siden 1. december 1962.

Ole er dagens sidste kunde og nummer tolv i alt denne torsdag, og jargonen er en medvirkende årsag til, at Ivan Bonde ikke kan få sig selv til at lægge saksen på hylden. Og så frygten for kedsomhed.

”Jeg tror, jeg ville kede mig ihjel, hvis jeg ikke arbejdede. Det gør jeg tit i min ferie efter en uge, med mindre jeg er på en længere rejse med min kæreste, Tove. Så længes jeg simpelthen efter at komme herned,” siger Ivan Bonde og fortsætter:

”Mit arbejde er blevet en livsstil, og jeg ville have svært ved at undvære den tætte kontakt med mine mange trofaste kunder. Uden at snage hører jeg mange spændende livshistorier i min salon, men hvad jeg får at vide, det bliver indenfor disse fire vægge. Diskretion er for mig en æressag.”

1 kroner og 50 øre per klipning

Da han som blot 14-årig gik ind i frisørfaget, har han ikke forladt det siden. Selv da Bonde var i Søværnet, blev det klippet på livet løs til 1 kroner og 50 øre per klipning.

Og han har det ikke fra helt fremmede med at blive ved. Også i sit livs efterår. Han blev udlært hos Jørgen Andersen i Risskov, og læremesteren blev ved med at svinge saksen til sin død for få år siden efter at have været lidt over 60 år i branchen.

Frisør Andersen har svunget saksen i 60 år i Risskov

”Ja, jeg kommer til at overgå Frisør Andersen i antal år, og det er jo noget af en bedrift i sig selv. Derfor har jeg også mange stamkunder, men de forsvinder også af naturlige årsager. Heldigvis kommer der nye til,” fortæller Ivan Bonde, der på nær 1960erne, hvor The Beatles med smittende effekt anlagde langt hår, har oplevet sin tid med frisørsalonen som en lang opadgående kurve.

”Jeg undrer mig over, at jeg stadigvæk har så meget at se til, men det er jo kun godt,” siger frisøren, der har boet i Egå siden 1973.

”Jeg elsker det her område i Aarhus, og det er svært at forklare hvorfor. Men jeg vil så også sige, at når jeg har stået op og arbejdet en hel dag, så er det rart at komme ud af byen, hvor der er mere fred og ro og mindre benzinos og støj,” siger han.

Det er planen, at sønnen skal overtage Bondes Klippe-Butik på et tidspunkt. Hvornår vides endnu ikke.

”Brian har selv salon på Nørrebrogade i en bygning, der er dømt til nedrivning, så han kommer herhen en dag. Det ligger helt fast. Og hvis det sker snart, må jeg se, om jeg kan få et deltidsjob hos ham,” siger Ivan Bonde og griner.