Fortsæt til indhold

Populær takeaway kommer til Brabrand

Banh Mi Bandits åbner nu for afhentning af mad på Sintrupvej

Samfund

Den populære vietnamesiske streetfood fra Banh Mi Bandits udvider i Brabrand. Fra lokalerne på Sintrupvej, som firmaet hidtil kun har brugt som cateringkøkken, tilbydes nu også takeaway.

Fra fredag 11. februar har det således været muligt at svinge forbi adressen og få deres baguette, bowl eller hjemmelavede chilisauce med hjem.

»Vi oplever faktisk ofte, at folk kører langt efter vores mad. Nogle gange fra Harlev, Galten eller Sabro. Og nu får de langt nemmere ved at hente mad,« siger Jonas Schwartz, der er en af fire barndomsvenner, som står bag Banh Mi Bandits.

Han beskriver placeringen i Brabrand som »et smørhul»:

»Det ligger lige ved rundkørslen mellem Tilst, Brabrand og Harlev og tæt på motorvejen.«

Vil gerne udvide

Til at begynde med bliver der åbent for takeaway fredag og lørdag. Men er kunderne der, så er planen at udvide:

»Nu prøver vi det af i nogle måneder og ser, om der er et forretningsgrundlag. Og er der det, så vil vi helt klart se på at udvide åbningstiderne med ekstra dage,« siger Jonas Schwartz og tilføjer:

»Vi tror meget på det, og vi synes, det er fedt også at tilbyde takeaway i det område, som vi selv kommer fra.«

To af de fire barndomsvenner, der står bag madkonceptet, har rødder i Vietnam og står for at udvikle maden, som de selv beskriver som »freestyle vietnamesisk streetfood - helt simpelt, autentisk og med et dansk tvist.«

Banh Mi Bandits startede som en del af Aarhus Streetfood i 2016 og udvidede i 2020 med deres eget sted i Nørregade.