Fortsæt til indhold

Ryomgård Letbanestation: Erstatningssag ikke afgjort endnu

Syddjurs Kommune har ejendomsretten til den tidligere KIWI-bygning, men det er endnu ikke afgjort, hvad Syddjurs Kommune skal betale i erstatning til den tidligere indehaver

Samfund

RYOMGÅRD Syddjurs Kommune meddelte før sommerferien 2018, at man var parate til ekspropriere Kiwibygningen med tilstødende arealer for at få gennemført de stationsforbedringer, der er planlagt for, at Ryomgård kan blive standsmæssig letbaneby.

En aftale med indehaver Mogens de Linde kunne ikke nås af frivillighedens vej. Derfor skred Syddjurs Kommune til ekspropriation. Ved ekspropriation menes en situation, hvor staten tvinger borgerne til at afstå deres ejendom, fordi almenvellet kræver det.

Det vedtog et enigt byråd på årets sidste byrådsmøde 19. december 2018.

Herefter overtog Syddjurs Kommune ejendomsretten til areal og bygninger, og kommunen kunne fluks sætte de stationsforbedringer i gang som er planlagt til kommende letbanestation.

Arbejdet er dog ikke kommet i gang endnu, men Henrik Scharling Bernberg, afdelingsleder i Plan, Udvikling og Mobilitet hos Syddjurs Kommune forsikrer, at der sker noget snart:

”Vi forventer at igangsætte den fysiske omdannelse snarest, idet ekspropriationen er gældende. I øjeblikket er vi i dialog med Letbanen om, hvornår vi fysisk kan gå i gang,” skriver han i en mail til Lokalavisen.

Erstatning ikke afgjort

Erstatningssagen er ikke afgjort endnu, fortæller Henrik Scharling Bernberg.

”I øjeblikket kører sagen om erstatningens størrelse i Taksationskommissionens regi, så denne er ikke kendt,” skriver han i mailen.

Taksationskommisionen efterprøver kendelser, hvorved erstatning gives eller nægtes.

Formanden udnævnes af Dronningen (Regeringen). For hver enkelt sag udtager formanden 4 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer fra en af transportministerens udfærdiget liste og 2 medlemmer blandt i alt 98 personer på en kommunale liste.

Her er Syddjurs repræsenteret ved Erling Mikkelsen (S), som byrådet i forbindelse med konstitueringen efter kommunalvalget i november 2017 udpegede til Taksationskommissionen. Byrådet skal udpege en repræsentant, der ikke nødvendigvis skal være byrådsmedlem, men medlemmet bør dog have indsigt i vurdering af ejendomme.