Distriktsråd: Vi skal have sat ny retning på Hornslet
Hans Nielsen stopper som formand for Hornslet Distriktsråd, men inden han flytter fra byen og til det Sydfynske Øhav, har han et par ting, der skal ud mellem sidebenene
HORNSLET Hornslet By og opland er ved at gå over sine breder på mange områder. Kommunale byggegrunde sælges som varmt brød, friske udstykninger er hele tiden i støbeskeen, og tilvæksten af nye indbyggere kan ingen af de øvrige byer og områder i Syddjurs hamle op med.
Det presser infrastrukturen, skole og institutioner på alle måder.
”Men jeg savner forståelse og opbakning til Hornslet, både politisk og fra embedsværket,” siger Hans Nielsen, formand for Hornslet Distriktsråd de seneste fem år og bestyrelsesmedlem i samfulde ni år. Han afløste den yderste aktive Torsten Klein Mikkelsen som formand.
På distriktrådets årsmøde i Hornslet Kultur- og Fritidscenter tirsdag 9. april klokken 19 takker han og tre af de øvrige i bestyrelsen af.
”Jeg flytter fra Hornslet og bosætter mig på Ærø 1. maj 2019, så min indflydelse på fremtidens Hornslet bliver nulstillet, men derfor har jeg selvfølgelig en mening om, hvad der bør tages fat i, ” siger Hans Nielsen.
75 mio. over fire år
- Politisk vedtog man et budget i 2017, hvor der var enighed om at investere 75 mio. kroner over fire år i byen, så du kan vel ikke sige, at byen ikke har politikernes bevågenhed?
”Nu var det jo mest af alt et valgkampbudget, og jeg har da lært, at der er forskel på budget og faktisk udførelse.”
”Distriktrådet er borgernes talerør til politikere og embedsmænd og omvendt. Min opgave er ikke at skabe konflikter, men jeg kan bare konstatere, at distriktsrådet kort fortalt ikke enige med hverken administration eller byråd om ret meget her i byen. Det kan så være min fejl som formand, at jeg ikke har formået at løfte opgaven og få fortalt politikerne, at Hornslet har en del udfordringer at kæmpe med i den nærmeste fremtid.”
- Hvilke?
”Det er en udfordring at skulle integrere over 100 nye borgere hvert år og opfylde deres behov for en velfungerende skole, vuggestue- og daginstitutionspladser. Jeg tror, der er en grund til, at tre ledende medarbejdere på Hornslet Skole har sagt deres stilling op inden for kort tid.”
”Distriktsrådet har efterlyst ældreboliger tættere på midtbyen, fordi vi ved, at der er et stort behov. Da kommunen så skulle lukke huller på Tingvej, valgte man at lave et torv og anlægge yderligere parkeringspladser.”
”Vi er glade for, at Letbanen langt om længe åbner, men det vi var stillet i udsigt, har man langt fra kunne holde. Vi har en lang liste af både lokale og generelle kritikpunkter, som også retter sig mod kommunen. For eksempel i forhold til af- og påstigning for passagerer og parkeringsforhold og parkeringspladser. Jeg gider ikke bare klappe i mine hænder, og sige fint, så kører letbanen.”
Savner hjælp
”Generelt, så er det min og distriktrådets opfattelse, at kommunen holder kortene temmelig meget indtil kroppen, når det gælder Hornslet. Syddjurs Kommune bør være langt mere udadvendt og proaktiv i forhold til en by og et område, der vækster så meget end det er tilfældet.”
Hans Nielsen understreger igen, at det udmærket kan være, at han og resten af bestyrelsen ikke har røgtet opgaven godt nok.
”Vi har set det i andre byer, som Ebeltoft og med Mols i Udvikling og de andre landsbyprojekter, at der er tilknyttet medarbejdere, enten kommunale eller deciderede projektmedarbejdere. For en stor by som Hornslet vil det være guld, at vi også på denne måde fik en fast indgang til kommunen i form af en medarbejder, som vi kunne sparre med.”
Brug for nye ansigter
Hans Nielsen håber af gode grunde, at der på årsmødet vil dukke borgere op, som vil tage en tørn i distriktsrådet.
”Ingen af de tre, der forbliver i bestyrelsen, vil påtage sig formandsposten, så der er i høj grad behov for nye kræfter. Vi vil gerne have en bestyrelse, der spejler byen, altså også gerne småbørnsforældre,” siger Hans Nielsen, der udmærket ved, at det kan være problematisk at kombinere erhvervsarbejde og et engagement i distriktsrådet.
”Seks ud af syv i den nuværende bestyrelse har fuldtidsarbejde og kan ikke lige møde ind på rådhuset til hverdag klokken 14 i modsætning til flere af vores kolleger i de øvrige distriktsråd i kommunen.”
Han håber, at et nyt distriktsråd får mere held til at involvere både lokale borgere og kommunen.
”Det er altafgørende for Hornslet, at der bliver sat retning på byens udvikling på alle fronter. Det skal byen have hjælp til fra kommunen. Ellers kan jeg godt frygte, at det mere og mere bliver en soveby, hvor mange af indbyggerne arbejder i Aarhus og ligeledes dyrker deres fritidsliv her, mens de kun kommer til Hornslet for at sove.”