Fortsæt til indhold

Få frisk luft og god motion

Lørdag 26. februar er der igen Motionsbanko på Auning Bibliotek, der støtter en god sag.

Samfund
gs

Så er der mulighed for at komme ud og gå eller løbe en frisk tur her i vintermåneden. Lørdag 26. februar kl. 10-13 er der igen motionsbanko på Auning Bibliotek. Det kan godt være svært at komme ud og gå, når det er vinter. Derfor kan det være motiverende at have noget at gå efter.

Det er der nu en god grund til, få motion og samtidig støtte en god sag. Det kan kræve lidt mere motivation at få børnene til at komme med ud at gå, men når der skal findes tal på ruten, kan man hurtigt lave turen om til en sjov og hyggelig tur.

Efter turen kan man deltage i en litterær quiz. Man skal enten gætte en forfatter eller en figur/person fra en bog. Alle rigtige svar deltager i lodtrækningen om et ark bankoplader.

Motionsbanko arrangeres i samarbejde mellem Auning Bibliotek og Støtteforeningen Bodia. Der er start og mål ved biblioteket. Bankopladerne købes på biblioteket, og der får man udleveret et kort, hvor ruten er tegner ind på. Det er muligt at deltage både med barnevogne og kørestole, og man vælger selv, om man vil gå eller løbe.

Kommer man retur med en fuld plade, er der et udvalg af præmier at vælge imellem som for eksempel bolde, bøger, spændende pakker, gavekort osv.

Overskuddet fra salget af bankopladerne går ubeskåret til Bodia, der har til formål at samle penge ind til børnehaverne og dagplejerne i Auning og Øster Alling. Alt arbejdet i Bodia udføres frivilligt.