Fortsæt til indhold

Rejsegilde: Forhandlinger om nyt Idrætscollege er i fuld gang i Rønde

Den nye multihal har fået tag. Traditionen tro blev det markeret med øl, pølser og skåltaler for bygningens fremtid. Hvad denne fremtid præcist kommer til at indebære, forhandles der om i disse dage.

Samfund

Tre grønne kranse hang over den nye multihal ved Rønde Idrætscenter tirsdag i sidste uge. Byggeriet er nemlig nået så langt, at hallen nu har fået mure, bjælkelag og tag, og derfor var der inviteret til rejsegilde for »samarbejdspartnere, brugere og venner af huset« som det hed i invitationen. Traditionen tro blev rejsegildet afholdt på byggepladsen med et traktement bestående af øl, vand, kaffe og pølser. Den nye multihal vil blandt andet inkludere to paddle tennisbaner, samtidig er det planen, at den skal kunne huse arrangementer med op til 1000 deltagere. Planerne for fremtidens RIC stopper dog ikke her. Det nye byggeri skal i fremtiden også danne ramme om et idrætscollege i Rønde. Forhandlingerne om dette er i fuld gang.

»Vi havde første fællesmøde i sidste uge, hvor vi prøvede hinanden lidt af. Der fandt vi frem til, at vi ikke allesammen ser det på samme måde, men vi er dog enige om, at der naturligvis skal være noget i stil med et Idrætscollege i Syddjurs Kommune,« fortalte formanden for RIC’s bestyrelse, Mogens Horne-Mortensen.

I underkanten af 100 personer var mødt frem til en festlig dag med skåltaler fra blandt andre formanden for Rønde Idrætscenters bestyrelse, Mogens Horne-Mortensen, bestyrelsesformanden for TRIF, Klaus Mølgaard og Heine Skovbak Iversen (B), formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget. Foto: Mark Sigetty Bøje

Mange interesser

DGI Østjylland faciliterer processen, hvor de fire store spillere, ud over Rønde Idrætscenter, er Syddjurs Gymnasium, HHX Grenaa (Viden Djurs), Team Gym Djursland og TRIF badminton. Samtidig er Syddjurs Kommune en vigtig faktor, da ingen af de ovennævnte parter, ifølge Mogens Horne-Mortensen, der kan stå for driften af Campus Rønde.

»Når man laver et college, kan det gøres på flere måder. En af dem kunne være at man bor her. Det er jo det, man traditionelt forbinder med et college, men det kunne samtidig også være, at man gik på college, men boede hjemme. Vi håber, at vi kan tilbyde begge dele, men det kræver jo, at der tilføres nogle boliger i Rønde, fordi hvor skal de ellers bo?«

Selve det at etablere nogle sportslinjer i samarbejde med ungdomsuddannelserne og idrætsforeningerne er en smal sag. Det er alle parterne nemlig enige om, ifølge Mogens Horne-Mortensen. Hvilken kontekst det skal udspille sig i – hvordan det skal sættes sammen og markedsføres – Det er endnu ikke besluttet.

»Der er nogle, der har en meget stor markedsføringsindsats på landsplan i dag, og nogle der har en, der er knap så stor. Så er der nogle, der mener, at vi skal gå efter nærområdet, andre mener vi skal sigte efter hele Jylland, Sjælland og Fyn. Der kigger vi selvfølgelig på konkurrenterne, og ser på hvem de er, hvad satser de på og hvordan de gør det.«

Bestyrelsesformand for TRIF, Klaus Mølgaard, ser frem til endelig at kunne holde et badmintonstævne i udelukkende i Rønde Idrætscenter. Foto: Mark Sigetty Bøje

Håber på 2023

Lige nu arbejdes der ud fra en tidsplan, hvor ambitionen er, at forhandlingerne om det endelige koncept skal være færdige inden sommerferie. Derefter kan de markedsføre det nye idrætscollege i efteråret 2022 med henblik på en forhåbentlig opstart i august 2023.

»Vi har været nødt til at sætte nogle tidsgrænser for os selv. HHX og STX skal jo ud og markedsføre det. Det er jo dem, der er primært markedsførende. De går ud på efterskolerne og folkeskolerne. Nu kan de også udover en STX eller HHX spille badminton, hvis det er det de har lyst til, og det er så det vi kommer til at tilbyde.«

Bestyrelsesformand for TRIF, Klaus Mølgaard, er mere tilbageholdende når det gælder snakken om et fremtidigt idrætscollege i Rønde.

Der er jo mange ønsker i den her proces. Vi er så langt, at der bliver fremsat et forslag, som folk skal tilslutte sig inden for tre-fire uger.
Mogens Horne-Mortensen, bestyrelsesformand, Rønde Idrætscenter

»Vi er jo lige i starten af at finde ud af, hvad konceptet skal være. Der er mange interessenter, og vi er i gang med at forsøge at lave en ramme, og længere er vi ikke. Vi har haft et møde, og det er der vi er. Nu skal vi have det balanceret og finde ud af, hvilken vej vi vil gå. Mere får du ikke ud af mig lige nu.«

Han er dog begejstret for den nye hal, og de øgede muligheder, det kan give til idrætten i kommunen.

»TRIF Badminton er en magtfaktor i det her område. Vi har lønnede, dygtige trænere, og vi holder mange stævner. Det er der rigtig god økonomi i. Stævnerne holder vi i hal 1 og 2 på Rønde Høj-og Efterskole. Så kører vi også til Hornslet, og låner, og lejer. Det kunne være fedt at holde et stævne kun i Rønde Idrætscenter. Det glæder jeg mig rigtig meget til.«

Tre grønne kranse hang over den nye multihal. Lige så gjorde spørgsmålet om et fremtidigt idrætscollege i Rønde. Foto: Mark Sigetty Bøje

Hvem står for gildet?

Indtil videre har de forskellige interessenter givet deres bud på, hvordan de tænker et idrætscollege skal se ud.

»Det bliver så stillet op i to forslag til, hvordan man kunne udnytte det her i fælles fodslag. Der er jo mange ønsker i den her proces. Vi er så langt, at der bliver fremsat et forslag, som folk skal tilslutte sig inden for tre-fire uger,« fortæller Mogens Horne-Mortensen.

Et andet uafklaret spørgsmål er kapaciteten. Hvor mange elever skal et sådant college optage? Det er der også forskellige meninger om. Samtidig er der stadig spørgsmålet om, hvem der skal drive det?

»Vores college bliver ikke som de fleste andres, det tror vi på. Noget af det vi snakker om, det er f.eks. Campus Djurs ude i Grenaa. Det ville jo være smart, hvis de drev campus-delen i Rønde, men hvis de skal have noget at drive, så skal der jo være nogle boliger. De kan jo ikke drive nogle værelser, der ikke er her. Vi skal have bygget nogle ungdomsboliger og nogle college boliger og hvem gør det? Det er også det vi diskuterer lige nu.«