Bittersød smag af 4300 sider cookies

Simon Taus Philip Nielsen fra Ebeltoft begyndte i coronatiden at undre sig over, hvad man mon egentlig siger ja til, når man siger ja tak til cookies på nettet. De blev nemlig ved med at poppe op, hver gang han søgte information eller skulle ind på en ny side:

»Jeg tænkte, at dem gider jeg da ikke bare sådan automatisk acceptere, når jeg ikke ved, hvad jeg siger ja til,« siger Simon Taus Philip Nielsen og så gik han i gang med et forsøg på at afsløre, hvilke ingredienser, der egentlig er i de cookies, vi hver dag som forbruger spiser på internettet.

23 kilo papir

Da han er abonnent på Politiken, tog han udgangspunkt i dagbladets cookies og gik systematisk i gang med at gennemtrevle de betingelser og vilkår, man som bruger af deres hjemmeside, siger ja til. Det viste sig, at det, der virkelig fylder, er de tusindvis af samarbejdspartnere, som Politiken har.

»Det ser du til, at de mange samarbejdspartnere får adgang til dine data,« forklarer Simon Taus Philip Nielsen, som derfor bestemte sig for at prøve at få et overblik. Han besluttede sig for at printe siderne med betingelser ud, og han startede på listen over samarbejdspartnere fra en ende af.

»Min plan var at lægge dem op på mit stuegulv, men jeg var ikke engang halvvejs igennem bogstavet A, før jeg kunne se, at der slet ikke var plads.”.

Simon Taus Philip Nielsen printede 4300 sider, som han fyldte gulvet i en lagerhal på Grobund med. Det tog ham to-tre uger at printe alle sider, han måtte skifte toner i printeren en hel del gange, og tilsammen vejede Politikens cookies på pair 23 kilo.

»Det var formentlig kun en tredjedel. Vi kunne have printet 15.000 sider,« vurderer Simon Taus Philip Nielsen, som er overrasket over det store omfang.

Data er hård valuta

Vi gør det alle sammen. Klikker i det grønne felt, når vi kommer ind på en ny hjemmeside, for den der irriterende pop-up firkant skal gå væk, og gerne hurtigst muligt, så vi kan komme frem til de bukser, vi vil købe, eller den artikel vi gerne vil læse.

» I dag er data jo hård valuta. Der er penge i at sælge data, og jeg tror, det er det, Politiken gør,« siger 54-årige Simon Taus Philip Nielsen. Han understreger, at Politiken langt fra er unik, når det kommer til cookies, den er bare et eksempel.

»Firmaerne gør meget ud af at fortælle, hvor godt de passer på dit privatliv og dine data, men hvis man som forbruger vil have et overblik over, hvor de data ender, er det så godt som umuligt,« forklarer han og fortsætter:

»Ingen læser jo flere tusind sider, hver gang man skal ind på et site, så reelt er det umuligt at tage en oplyst beslutning. Man siger, at det er informeret samtykke. Men i praksis er der ingen på jorden, der har læst det hele, så man ved ikke, hvad man siger ja til.«

Påfaldende stilhed

Men hvorfor printer man så mange sider og lægger dem op i en lagerhal?

Simon Taus Philip Nielsen er drevet af en undren og en jagt på retfærdighed. Og med hensyn til cookies er der stor uretfærdighed, og det er noget, der bør blive sat mere fokus på, mener han. Han har derfor kontaktet næstformand i Europakommissionen, Margrethe Vestager, med spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at vi som forbrugere ikke har en chance for at vide, hvad vi giver tilladelse til, når vi færdes på nettet. Vestagers kommunikationsafdeling vendte tilbage, og svarede blandt andet:

»I har helt ret i, at det skal være nemmere at vide, hvad det er, vi siger ja til, når vi er online. Det bør være muligt, uden at det kræver, at man skal læse flere hundrede sider. Det er faktisk også en hjørnesten i det, Kommissionen arbejder på, når det gælder det digitale område.«

Efter at have lagt 4300 stykker papir på lagergulvet, sendte Simon Taus Philip Nielsen en video fra begivenheden og pressemeddelelser ud til medierne for netop at få skabt opmærksomhed omkring problemet, men han synes, der er påfaldende stille.

»Det er faktisk kun jer og TV2Østjylland, der har fortalt om det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er fordi medierne, ved at bringe sådan en historie her, meget hurtigt kan få pilen til at pege over på sig selv?«

Han er helt med på, at medierne skal tjene penge. Han er også helt med på, at cookie-industrien er en stor maskine at vende. Det er da heller ikke fordi, han mener, at cookies nødvendigvis er noget, man skal være bange for.

»De er som en kniv. Det kommer an på, hvad man bruger den til,« afslutter han.