Småbørnsforælder? Lær af dit barn og kom i form
82 procent af de 3-6-årige dyrker motion ugentligt. Til gengæld er deres forældre mindre aktive end gennemsnittet. Læs her, hvordan I kan være aktive sammen.
Der er fuld fart på, det meste foregår i løb, og ved slutningen af dagen er der gerne legetøj ud over hele gulvet.
Størstedelen af de tre til seksårige børn er aktive, og samtidig går hele 82 procent til sport eller motion mindst en gang om ugen.
Deres forældre er til gengæld mindre aktive end gennemsnittet. Det viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut.
»Den gode nyhed er, at rigtigt mange børn er aktive. Det mindre gode er, at forældrene simpelthen ikke er med,« siger programleder Susan Hilden Otte fra Bevæg dig for Livet, som er et samarbejde mellem DIF, DGI og TrygFonden.
Blandt småbørnsforældrene er det nemlig kun hver anden, som motionerer.
Til sammenligning stiger idrætsdeltagelsen blandt forældrene til 62 procent, allerede når poderne runder seks år.
Og generelt er forældre med børn i andre aldersgrupper mere aktive.
»Det kommer ikke bag på os, at folk er mindre aktive perioder med store livsomvæltninger - såsom at blive forældre. Men det gode er, at der ikke skal så meget til, og lidt har også ret,« siger Susan Hilden Otte.
Sundhedsstyrelsen og WHO anbefaler, at voksne dagligt er aktive mindst 30 minutter ved moderat til høj intensitet.
”Moderat intensitet” betyder, at du bliver lettere forpustet - og derfor tæller hverdagsmotion såsom cykelturen til arbejde også med.
Dertil anbefales, at du mindst to gange ugentligt dyrker 20 minutters højintens motion, hvor du bliver så forpustet, at du har svært ved at føre en samtale.
Susan Hilden Otte foreslår, at I eksempelvis sætter god musik på og giver den gas med dans i stuen.
»Det kræver bare fire-fem sange, så er du allerede oppe på 20 minutters intens familiemotion. Og det handler generelt om at have en tankegang, hvor man finder huller i hverdagen, hvor der kan stoppes bevægelse ind,« siger hun.
Du kan også gribe muligheden og lave en planke, når I alligevel leger på gulvet, eller give den gas i løbeskoene, når børnene alligevel skal lære at cykle.
Læg dig i det hele taget i slipstrømmen af, hvad børnene gør.
De er nemlig gode idrætsambassadører i den forstand, at de naturligt bevæger sig, kravler, klatrer, tumler og bevæger sig i løb.
Det kan eksempelvis være, at børnene synes, at det er vildt sjovt, hvis mor og far skal jagte dem som fangeleg, nævner Susan Hilden Otte.
»Det behøver ikke at være organiseret motion for at tælle med, det behøver ikke engang at være organiseret leg - det kan opstå spontant,« siger hun.
På www.bevaegdigforlivet.dk kan du under fanen ”Alt tæller” finde inspiration til øvrig hverdagsmotion.
I forhold til den organiserede idræt kan I overveje et familiehold.
»Faktisk har 42 procent af alle idrætsforeninger ét eller flere familietilbud,« siger Susan Hilden Otte.
Flere foreninger har eksempelvis familietennis, familiefloorball eller trille-trolle-håndbold.
»Her er børn og voksne på banen sammen og finder glæden i at lege og bevæge sig,« siger Susan Hilden Otte.
En anden mulighed er motionstilbud, hvor man er aktiv parallelt med poderne.
Det vil sige, at forældrene dyrker motion ved siden af - måske i en tilstødende hal - når de alligevel er afsted med poderne.
»Der findes masser af foreningstilbud, hvor man ikke forventer, at forældrene møder op alene og omklædte to gange om ugen - og til kamp i weekenden,« siger Susan Hilden Otte.