Fortsæt til indhold

Håbet lever om at få Flixbus tilbage til Grenaa

Det tyske busselskab overvejer genåbning af ruter efter coronanedlukning.

Samfund

Håbet lever stadig - og der er en reel mulighed for, at man atter får de grønne Flixbusser at se i Grenaa. Gerne med et lysdiodeskilt, som signalerer, at endestationen er København.

Avisen har endnu engang kontaktet det store tyske busselskab Flixbus for at høre til muligheden for en genåbning af busruten Grenaa-København. Som det blev dokumenteret i en tidligere artikel, er hovedstaden efter lukningen af ruten blevet dyrere at besøge, ligesom der skal sættes mere tid af til transport.

Det er en kendsgerning, som ikke mindst de mange uddannelsessøgende i Grenaa begræder.

Letbanebillet oveni

Hvad enten man tager DSB, Kombardoekspressen eller Flixbus fra Aarhus til København, så skal der betales 112 kroner for en letbanebillet til den første strækning fra Grenaa til Aarhus. Sådan var det ikke, da Grenaabanen var en del af DSB-systemet, for da købte man en samlet billet til hele strækningen fra Grenaa til København.

Det er planen at genåbne de destinationer, som vi ikke aktuelt kører til, så vi tager det gamle netværk i brug igen. Hvor hurtigt det kommer til at ske, er det lige nu for tidligt at sige. Derfor ved vi endnu ikke, hvornår vi igen kommer til at betjene Grenaa igen
Kajsa Ekelund

Kajsa Ekelund, der er kommunikationsansvarlig for Flixbus i Norden, fortæller til avisen, at hun efter at have kontaktet en kollega i Danmark opgør situationen sådan: »Da coronapandemien ramte rejsebranchen hårdt, blev der hos Flixbus taget beslutning om at lade nogle destinationer gå i dvale, og der blev skåret ned på antallet af afgange. Vi håber nu - i takt med at coronarestriktionerne fjernes, at vi kommer til at se en stigning i vores passagerantal. Det er planen at genåbne de destinationer, som vi ikke aktuelt kører til, så vi tager det gamle netværk i brug igen. Hvor hurtigt det kommer til at ske, er det lige nu for tidligt at sige. Derfor ved vi endnu ikke, hvornår vi igen kommer til at betjene Grenaa igen. Det hænger sammen med, hvor meget samfundet kommer til at ligne sig selv som før corona - og de rejsende vender tilbage til vore busser.«

På det lokalpolitiske plan er det hidtil kun SF’s kommunalbestyrelsesedlem i Norddjurs Kommune, Aleksander Myrhøj, der har forholdt sig til de forringede muligheder for at komme fra Grenaa til hovedstaden. Han har kontaktet Jens Meilvang fra Liberal Alliance, der er formand for Miljø og Teknikudvalget og bedt ham om at undersøge om kommunen har muligheder for at handle