Aarhus-restauranter på listen ved madfestival i vinterferien
Selvom Dining Week primært er en festival for københavnerne, har en aarhusiansk restaurant også sneget sig med i selskabet.
I fredags startede nordens største spisefestival Dining Week. Den er i fuld gang og byder i år på et nyt Aarhus-navn.
Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
Festivalen vækker begejstring efter en lang, lukket coronaperiode:
»Det er jo virkelig lykkeligt, at restauratørerne nu igen får mulighed for, at gøre det de er gode til. Altså, at servere en god spiseoplevelse og god betjening til deres gæster. Og at konceptet er så enkelt, gør det kun endnu nemmere for dem at deltage og sikre sig en indkomst, som de ikke har været sikre på I lang tid,« siger Dining Weeks direktør, Bjørn Beyer.
Aarhus-restaurant på listen
En hel del af restauranterne, der er at finde på listen til festivalen, har til huse i København. Men den Michelin-anbefalede restaurant Pondus i Aarhus har også meldt sig på bane med en 3-retters menu til festivalen. En menu der består af en forret med kål, ramsløg og jordnødder, braiseret okse til hovedret og den franske choux au craquelin, som er en vandbakkelse med knasende kiksetop, til dessert.
Derudover kan man finde Zenza, MIB Feast, Letz Sushi, Gorm’s i Aarhus’ gader.
Kører på 12. år
Siden 2011 har Dining Week været en del af festivalmarkedet i Danmark. Og konceptet har i alle årene har den samme klare udformning; En 3-retters menu inklusiv San Pellegrino-mineralvand til 225 kroner + gebyr.
Dining Week blev præsenteret i samarbejde med San Pellegrino og det digitale madmagasin Copenhagen Food. Derfor startede festivalen også naturligt på den anden side af Storebælt, men har altså siden hen spredt sig - blandt andet til Aarhus.
Festivalen Dining Week byder på gastronomiske oplevelser fra 11-20. februar.