Fortsæt til indhold

Jacob har løbet 273 maratoner: Nu venter grimt løb forude

Jakob Diget Pedersen er vild med at løbe langt. Han slår et slag for løbesporten med alternativt maratonløb.

Samfund

»Danmarks grimmeste Maraton«

Det bliver ikke med den nyeste mode i højsæde, når landets grimmeste løb finder sted i Skjoldhøjkilen i Brabrand og Skjoldhøjparken i Tilst.

Hvis du synes, at maratonens titel lugter af Grimfest, er det ikke helt forkert. Bestyrelsesmedlemmer fra musikfestivalen har været indover løbearrangementet og sagt ja til at låne festivalens faciliteter ud.

Den egentlige initiativtager til det alternative maratonløb hedder Jakob Diget Pedersen, og han har allerede sit outfit klar. Jakob kommer til at løbe 42,195 kilometer i en joggingdragt i en »grim« brun farve.

Løbets tema er blot en undskyldning for at spænde løbeskoene og komme ud at løbe en lang tur, forstår man på 52-årige Jakob Diget Pedersen.

»Det hele er en spøg. Vi prøver at lave et tema, så dagen bliver lidt anderledes,« siger han til Lokalavisen.

Cannonball

Helt for sjov er arrangementet dog ikke. Jakob Diget Pedersen vil gerne åbne flere aarhusianeres øjne for løbets glæder.

Jakob arrangerer i forvejen løbeture via hjemmesiden Østjysk Cannonball, hvor man kan tilmelde sig til at løbe forskellige distancer, oftest på ruter ved Brabrandsøen og Årslev Engsø.

»Jeg er tilflytter til Brabrand, og jeg er stor fan af de naturskønne områder, der er i bydelen,« siger Jakob Diget Pedersen.

Et cannonball-løb er karakteriseret ved, at hver deltager i princippet sørger for sig selv. Tit vil der dog være et lille depot med væske og eksempelvis chokolade og frugt. Løbene er som regel arrangeret i privat regi og afholdes ofte med kort varsel.

»Jeg synes, det er sjovt, og jeg vil gerne have spredt budskabet om, at det kan være fantastisk at løbe, ud til hele byen. Der er potentielt mange løbere i Aarhus,« siger Jakob Diget Pedersen og fortsætter:

»Ved cannonball-løb er hyggen og det sociale det allervigtigste. Det er meget vigtigt for mig, at folk føler sig velkomne.«

Jakob Diget Pedersen gennemførte den 26. august 2018 sit maratonløb nummer 100. Foto: Privat

Der er nogle enkelte, men ikke uvæsentlige, betingelser til deltagerne ved »Danmarks grimmeste Maraton

»Man skal være fyldt 16 år, og det er trods alt et langt løb, og det stiller krav til grundformen. Ellers skal vi stå og vente hele dagen på, at de sidste kommer i mål,« siger Jakob Diget Pedersen.

Smertefuld skade

Det bliver næppe Jakob, der kommer sidst i mål. Han har løbet, og hold nu fast, 273 maratoner. Hans bedste tid er 3 timer og 27 minutter. Som regel løber han et maraton på lige under fire timer, lyder det.

Han gennemførte sit første maratonløb i november 2014, men skulle med egne ord have trænet mere, inden han kastede sig ud i projektet. Kroppen var ikke med, lyder det.

»Jeg rendte ind i en langvarig skade og måtte vente i halvanden år. Begge mine akillessener blev betændte, og det er vanvittigt smertefuldt. Jeg slap endelig af med skaden, men bagefter turde jeg ikke springe ud i det igen,« siger han.

I løbet af 2016 følte han sig dog rustet til den lange distance igen, og siden da har han løbet omkring 50 maratonløb om året.

»Jeg betragter det lidt som dem, der hygger sig med golf i weekenden, og jeg har 7-9-13 været skadefri siden akillesskaderne,« siger han.

For de fleste dødelige kan det virke provokerende at sammenligne en løbetur på 42.195 kilometer med en runde golf med vennerne. Men lad nu det ligge.

Jacob rundede maraton nummer 200 i september 2020. Foto: Privat

100 mil

Som Jakob Diget Pedersen, der til daglig er procesoperator på AAK, med årene er blevet en mere og mere habil maratonløber, har han fået lyst til at udfordre sig selv yderligere. Som et resultat gennemførte han i september sidste år et såkaldt 100 miles-løb.

»Jeg har fundet ud af, at det er sjovt at løbe endnu længere end maratonløb. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv, og jeg er voldsomt fascineret af, at det kan lade sig gøre at løbe så langt. Rent psykisk skal man virkelig også have et overskud for at løbe 161 kilometer i stræk,« siger han.

»Danmarks grimmeste Maraton« finder sted 20. marts. Deltagerne kan også vælge at løbe et halvmaraton.

Der kan maksimalt være 50 løbere med til arrangementet. Hvis flere viser interesse for løbet, vil Jakob Diget Pedersen arrangere endnu et »grimt maraton.«

»Så laver vi det en gang mere. Det lover jeg,« siger han.

Det koster 60 kroner at deltage ved maratonen. Der vil blive serveret kaffe og kage efter løbet.

En glad og stolt Jakob Diget Pedersen efter et veloverstået "Mors 100 Miles" - et løb på mere end 160 kilometer. Billedet er fra juni 2020. Foto: Privat