Bedst i Danmark
Interskolen i Viby har landets bedste undervisningseffekt, viser ny omfattende undersøgelse af alle landets grundskoler
Skoleliv Forleden blev der delt karameller ud på Interskolen i Viby.
Og det var ikke fordi, at der var elever, som fejrede sidste skoledag. Nej, uddelingen af de søde sager skyldtes en topplacering i en landsdækkende undersøgelse af undervisningseffekten på samtlige danske skoler.
Her viste det sig, at privatskolen med adresse på Engtoften 22 lå helt i front på en delt førsteplads blandt de godt 1.400 skoler, som er blevet rangordnet efter, hvor gode de er til at berige deres elever med viden.
”Det er jeg som skoleleder naturligvis stolt over. Vi er jo sat i verden for at undervise børn og har ekstremt meget fokus på det som vores kerneydelse. Så lærere er dem, der skal have ros. De er vores specialister og er super engagerede. Så min opgave som skoleleder er egentlig bare at skabe gode rammer for dem,” fastslår Jørgen Trolle og tilføjer:
”Vi har det, vi kalder for ’native speakers’ blandt lærerne, hvor flere underviser på deres modersmål, og det giver altså bare et højt fagligt niveau.”
Lavere klassekvotienter
Skolen, hvor der i dag går 435 elever med 26 lærere og ti pædagoger, lå nummer 15 på listen i 2016/17.
Det er den borgerlig-liberal tænketank - Cepos - der har forsøgt at måle skolernes undervisningseffekt. Det vil sige skolernes evne til at øge deres elevers karaktergennemsnit set i forhold til elevernes socioøkonomiske baggrund.
Boligsocial helhedsplan i Viby Syd: ”Beboerne skal være stolte af at bo her”
Så når Interskolen ender på et tal, der hedder 1,2, svarer det til, at eleverne på skolen har fået en gennemsnitskarakter, der er 1,2 point højere, end man skulle regne med ud fra elevernes baggrund, som for eksempel forældrenes uddannelsesniveau og indkomst.
”Jeg ved godt, at der nok er mange, som vil sige, at vi som privatskole skummer fløden og kun får de bedste elever i forhold til folkeskolen. Men det er netop det, denne her undersøgelse tager højde for. Og Interskolen har aldrig været en protestskole, men en tilvalgsskole. Som privatskole har vi nogle frihedsgrader, som vi kan udnytte. Vi har for eksempel meget lave klassekvotienter på 20 til 22 elever,” siger skolelederen.
Lederen af fritidsklubben Niels Peder Gejel peger også på det gode forældresamarbejde og venskaber på tværs, som nogle af årsagerne til topplaceringen.
”Vi har nogle meget aktive forældre, og så betyder det noget, at vi har en fritidsklub, så skolen føles som en lille landsby, hvor alle kender alle. Det giver en tryghed, og det løfter eleverne,” siger han.
faktaboks: Fakta
Aarhus top 3:
1. Interskolen i Viby, privatskole
3. Selam Privatskole i Hasselager, privatskole
43. Gammelgaardsskolen i Åbyhøj, folkeskole
Aarhus Kommune bund 3:
1346. Tranbjergskolen i Tranbjerg, folkeskole
1373. Kochs Skole i Aarhus, privatskole
1390. Efterskolen for Scenekunst i Malling, efterskole
Læs hele listen her