(17/24) BRUN JUL: Den med... de syngende stamgæster
Casino Bar i Skolegade 30 er et af midtbyens mindste værtshuse. Men hvor der er hjerterum, er der husrum
Med favnen fuld af julegaver, vælter jeg ind på Casino Bar. Selv om klokken blot har passeret 20, er der ved at være godt fyldt op på - hvad jeg formoder er - Aarhus’ mindste værtshus.
Men det er jo ’lille fredag’, og så har øl-tørsten haft nogle dage til at hobe sig op.
Og det er sgu en ret bette, brun beverding, for jeg går kun seks skridt, før jeg rammer baren. Det er første gang, jeg er på Casino Bar i ædru tilstand, så derfor lægger jeg mærke til, hvor småt der egentlig er her. Stemningen er intim. Er det ikke noget med, at hvor der er hjerterum, er der husrum?
En barndomsven fra folkeskolen sidder yderst til venstre i baren med en kold Tuborg og en Gul Kings-smøg rygende i mundvigen.
Navnet er Mads Mikkelsen - ikke skuespilleren - men gode gamle Mads Slagter, som han blev kaldt i vores hjemstavn på grund af sin fatters erhverv. Jeg har sat ham i stævne her, fordi han ofte hylder Casino Bar i facebook-opslag. Han vil ikke fotograferes til denne artikel på grund af sit job som socialpædagog med udsatte unge. Men han vil meget gerne fortælle om kærligheden til værtshuset i Skolegade 30.
”Det var tilfældigt, at jeg faldt over det her sted. En af mine kollegaer var bartender hernede og spurgte, om jeg ikke ville kigge ned. Jeg tænkte, som andre måske også gør, at hvis man begynder at komme på et værtshus, så er det kun for sådan nogle sutter, men det er det overhovedet ikke,” fortæller Mads Mikkelsen og fortsætter:
Det handler om det sociale
”Det er ligesom at have en ven, der altid er der. Lige meget hvornår man kommer herind, så er der nogen man kender, og man får lige en sludder. Nogen gange får man en bajer, og andre gange får man tyve. Og det er sgu lige hyggeligt hver gang. Når alt kommer til alt, så handler det om det sociale. Det er genkendelsen. Dét der Sams Bar-agtige, hvor alle kender alle. Det er der noget fedt ved.”
(16/24) BRUN JUL: Den med... de helt nye ejere på bare 22 år
Vi bliver overdøvet af et stort ’La-la-la’-brøl. Lone Kellermanns ’Se Venedig og dø’ brager ud af højtalerne, og stamgæsterne synger med.
”Jeg kan godt li’ dét der med, at her er høj som lav. Det er sgu lige meget, hvad man arbejder med. Der er ikke noget snobberi. Det er en blandet landhandel, og det er charmerende. Man ved sgu aldrig, hvem man møder,” siger Mads Mikkelsen og tilbyder mig gavmildt en Tuborg fra sit klippekort.
Jeg får hjælp af aftenens bartjener, der går under navnet Michael ’Murer’. Han har arbejdet på værtshuset i godt tre år.
Han har lige så travlt med at vende vinylplader som at knappe bajere op, for musikken er vigtig på Casino Bar, der har en pladesamling på et par meter.
”Der er godt fyldt op, når vi har 33 gæster, men vi har da været så mange, at man nærmest skulle kravle ud for at pisse,” siger Michael ’Murer’ grinende.
Jeg får at vide af ham, at Casino Bar åbnede i 1964 af en Fru Gisselfeldt. Navnet Casino Bar er taget med fra et værtshus i Rosenkrantzgade. Senere overtog hendes sønner Lars og Bjørn stedet og opkøbte flere beværtninger i Skolegade. Men de solgte alt igen og begyndte i stedet for at gå ind i oliebranchen. Siden har der været en væld af ejere, men fra 1997 har det været Karsten Trankjær, som også står i spidsen for Solbjerg Bodega.
Den med... dart, apotekereliksir og koldrøget vestjysk laks
Drikker ikke udenom
Mads Mikkelsen går ikke på andre værtshuse.
”Nu drikker jeg jo ikke udenom, som jeg kalder det. Jeg drikker kun på Casino Bar. Og jeg laver lidt grin med folk, der drikker udenom. Men et eller andet sted har jeg en formodning om, at langt de fleste af byens andre værtshuse fungerer akkurat lige som det her,” siger han.
”Vi er en del af et fællesskab, som ikke er så forpligtende. Man kan komme herind, og så kan man være bedste venner med nogen i tre timer. Det er sgu rart. Der er mange, som har brug for at komme ind og få en håndbajer i cigaretrøg,” forklarer Mads Mikkelsen og nævner, at han de seneste seks år, hvor han er kommet på baren, både har set musikerne Kim Larsen, Allan Olsen og Johnny Madsen.
Det fællesskab når jeg at være en del af i en time, men jeg kunne sagtens være blevet længere. Det må blive næste gang.
faktaboks: BRUN JUL - EN JULEKALENDER I 24 AFSNIT
Byens brune beværtninger har avisens fokus i festlige december. Redaktionen har besøgt 24 beverdinger i Aarhus og kortlagt dem. På aarhus.lokalavisen.dk kan du hver dag frem til 24. december læse en ny artikel fra et nyt sted og gå på opdagelse i et opdateret interaktivt kort med alle de alkoholiske oaser.