Kun en tåbe frygter ikke haven: Få eksperttips til efteråret
Hanne Nippin giver tips til de utallige gøremål i haven inden vinter
Udendørsliv Kun en tåbe frygter ikke haven. Dette noget lettere omskrevne ordsprog er der nok flere husejere, som kan nikke genkendende til.
Og hvis man spørger Hanne Nippin, er der næsten ingen ende på gøremålene i haven her i efteråret.
Letbanen tester aften og nat
”Det er en travl tid, man som haveejer går i møde, for der er rigtig meget rengøring og oprydning. Havemøbler skal rengøres, inden de sættes på plads, og så er der højsæson for at plante. Det er nu de sidste stauder, træer, buske og hækplanter skal i jorden. Hvis vejret er med dig, kan du faktisk plante langt ind i november, men hold øje med vejrudsigten,” siger Hanne Nippin, der har arbejdet som havearkitekt i tyve år.
Related content
Hun er vokset op på et gartneri og planteskole på Mors, men er i dag bosiddende i Lystrup og kører rundt i hele Jyllland, hvor hun indretter alle mulige former for haver.
En livslang hobby
Det hårde have-arbejde er dog det hele værd, ifølge Hanne Nippin.
”Jeg møder mange mennesker, der har haven som livslang hobby. Man bliver aldrig helt færdig, og for langt de fleste er det afstressende at komme ud i deres have og lave noget. Jeg plejer at sige, at der ikke er noget bedre end at luge eller slå græs, fordi man kan se, hvor langt man er kommet til,” siger hun og tilføjer:
”Haven er en rigtig god ting at være sammen om. Voksne mennesker med hvert deres arbejde kan virkelig finde fornøjelse i lave noget sammen ude i deres have. Det bliver et fælles projekt. Og hvor man sammen finder en tålmodighed og ser muligheder. Jeg er lige ved at sige, at folk, der bliver rigtig gode til det, ikke bliver skilt, for de kan jo ikke rejse fra deres have,” siger havearkitekten med et efterfølgende smil.
Læs mere på www.nippin-haver.dk
faktaboks: Hannes havetips
Læg løg. Dem kan man aldrig få nok af. Husk at kigge på emballagen eller tjekke efter i en plantebog. Det er faktisk meget vigtigt i forhold til resultatet, hvor dybt hvert enkelte løg skal i dybden.
Klip ned. De sidste stauder blomstrer endnu, men mange er helt færdige og ser triste og trælse ud. Har de ikke frø, som fuglene kan få glæde af, så klip dem ned.
Snegle-æggejagt. Find dem under brædder, pottestablen, poserne med muld og ellers alt, der står gemt i hjørnerne. Fjernes æggene nu er der færre ’røvere’ i haven næste år.
Hæktoppen stritter ofte med lange arme op i luften her i efteråret. Det er alle grene, der er vokset efter den seneste hækklipning, og de kan fjernes, hvis man orker det. En lige top er jo flottere at kigge på.
Højbede. Byg dem selv og plant egne krydderurter.
Drivhuset. Giv det en rigtig god omgang rengøring nu, for det bliver man så glad for, når sæsonen starter.
Fuglekasser bør også renses nu, inden beboerne flytter ind i det tidlige forår. Nogle bor der måske også, mens der er vinter, og så er det jo dejligt, hvis der er rent.
Tagrender. Husk at tømme dem for blade. De er på vel til at blive stopfyldte lige nu. Træls, men meget nødvendigt. Man kan få vandskader på soklen, hvis man lader være og der ikke er fri passage i nedløbsrørerne.
Vinterhi. Husk de mere eksotiske planter snart skal i vinterhi. Agapenthus, palmer, sarte stauder og krydderurter. Det er så ærgerligt, hvis den første nattefrost slår dem ihjel.
Nedfaldsfrugter. Efter den varme sommer ligger de i bunker og smatter ud under træerne. De skal helst fjernes, for ellers bliver græsplænen ødelagt. Brug frugterne i kompostkassen. De bedste kan måske lige række til frugtgrød eller en gang æblekage.