Stormen "Nora" lammer togtrafikken: Banedanmark sætter stormberedskab ind
Når stormen "Nora", der kan præstere vindstød af orkanstyrke, rammer Danmark, så vil det meste af landets togtrafik blive indstillet indtil lørdag morgen klokken 12.
Selvom vejrprognoserne fredag morgen ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) går på, at stormen Nora tager en sydligere bane indover Danmark end først antaget, så er der stadig mulighed for, at der lokalt fredag aften og natten til lørdag vil forekomme storm i den sydligste del af landet med vindstød af orkanstyrke.
Derimod ventes der i et område fra Sydsjælland og vestpå henover det meste af Fyn samt den nordlige del af Sønderjylland stedvis stormende kuling med vindstød af stærk storm.
Det fremgår af et varsel udsendt af DMI tidligt fredag morgen.
Her bliver der også understreget, at den kraftige blæst vil sætte skub i vandmasserne og resultere i forhøjet vandstand ved Vadehavet natten til lørdag på om mellem 2,80 meter og 3,30 meter.
Lørdag morgen langs Vestkysten er der ligeledes risiko for forhøjet vandstand på mellem 1,90 og to meter.
Aflyser afgange
Torsdag meldte Banedanmark ud, at man forventede, at stort set samtlige togafgange ville blive aflyst fra fredag aften klokken 21 og frem til lørdag klokken 12.
Det bekræfter DSB nu på Twitter.
Her fremgår det, at togtrafikken vil blive indstillet fra fredag aften klokken 21 og frem til lørdag ved middagstid – det gælder i dette tilfælde samtlige Regional- og InterCity-tog.
S-togene i hovedstadsområdet vil samtidig køre med nedsat hastighed fra fredag aften klokken 21 og frem til lørdag formiddag klokken 10.
Derfor skal passagerer være opmærksomme på, at man kan opleve længere rejsetid på S-togene i dette tidsrum.
Frygter for sikkerheden
Banedanmark har valgt at vise rettidig omhu, fordi de ganske enkelt frygter for sikkerheden, hvis træer skulle vælte ned over jernbanerne.
Derfor er der også indkaldt et stormberedskab, som vil stå klar til at træde i aktion og fjerne træer lørdag morgen, så togene atter kan køre planmæssigt fra lørdag klokken 12.
»Men situationen kan jo ændre sig, og derfor vil jeg appellere til, at alle holder sig løbende orienteret på rejseplanen, såfremt der skulle komme ændringer i løbet af lørdag formiddag,« siger Nicolai Smidt Sigsgaard, der er områdechef i Banedanmarks trafikstyring, til DR.
Passagerer i Nordjylland samt på S-togsstrækningerne i København er de eneste, som Banedanmark ifølge DR forventer kan rejse mere eller mindre problemfrit rundt fredag og lørdag.