Fortsæt til indhold

Bekymrede borgere kan ånde lettet op: Populær markvej ser ud til at bestå

Flere borgere i Ådalen har udtryk bekymring for om hvorvidt en populær, men forsømt markvej skal nedlægges. Det ser umiddelbart ikke sådan ud ifølge Syddjurs Kommune, men der er stadig uenighed omkring vedligeholdelsen.

Samfund

Fra Lemmer til Andi løber en markvej. Vejen er en populær rute, som lokale borgere bruger til alt lige fra spadsereturen, til hundeluftning eller hesteridning. Den seneste tid har der været stor tvivl omkring vejens fremtid. Gennem de sidste mange år er vejen blevet forsømt. Fraværet af vedligeholdelse og det faktum at vejen er blevet smallere og smallere fik omkring nytår Syddjurs Kommune til at lave en partshøring for at afgøre om vejen skulle nedlægges. Det har vakt stor bekymring blandt flere borgere i området.

»Der er godt nok ikke så mange billister, der kører på vejen længere, men der kommer jo rigtig mange både gående, cyklende og børn, der kommer ridende på heste. Vi vil ikke have den nedlagt,« fortæller Erik Legaard Kjeldsen, der er nabo til vejen.

Der er flere årsager til at vejen betyder meget både for ham og hustruen og for lokalsamfundet i det hele taget.

»For det første har vi en mark ud til vejen. For det andet kan man jo gå en tur uden den store trafik. Lige i øjeblikket har vi børnebørnene hjemme, og det er allertiders tur den vej der. Der er rigtig mange, der går den tur, fordi der er en rigtig god udsigt. Lokalrådende de satte en bænk op, som folk kan sidde på på et tidspunkt, så den bliver jo brugt meget.«

Opbakning til bevarelse

Ifølge Erik Legaard Kjeldsen er der mange fra området, der har kontaktet ham, fordi de er imod en nedlæggelse.

»Det er både folk fra Lime, Skørring og Andi. De går jo også ture. Der er mange der er imod det. Det ved jeg der er. Men vi har endnu ikke hørt noget siden partshøringen.«

På kommunens hjemmeside fremgår det da også af flere høringssvar, at der er stor opbakning fra flere borgere om at bevare vejen. En borger fremhæver blandt andet at mountainbike- og løbefællesskaber bruger vejen hyppigt.

Det er indtil videre sådan, at det ikke lader til at der er nogen, der har lyst til at nedlægge vejen. Så vi skal bare have fundet ud af hvordan det hele forholder sig i sagen.
David Jarkilde, Syddjurs Kommune

»Der igennem de sidste mange år forsvundet mange stier, markskel og markveje. Det er med til at fattiggøre mulighederne for naturoplevelserne for lokalbefolkningen,« fremhæves det i høringssvaret.

I et andet svar fremhæves det særligt, at vejen er en af de »relativt sjældne strækninger i kommunen, hvor man stadig kan færdes som ‘blød’ trafikant, uden stor ængstelse for at blive overset og påkørt.«

En tredje borger opfordrer samtidig til, at vejen trænger til udbedringer.

»Jeg har ofte anvendt denne vej til motion mm og vil værefrygtelig ked af hvis den blev nedlagt. Vi er mange der bruger den. Den kunne snarere trænge til lidt vedligehold.«

Lokalrådende satte på et tidspunkt denne bænk op, hvilket vidner om, at vejen bliver brugt flittigt. Foto: Mark Sigetty Bøje

Vejen skal bevares

David Jarkilde fra Natur-, teknik- og miljøudvalget i Syddjurs Kommune fortæller til Adresseavisen, at borgerne på baggrund af høringen ikke skal være bekymrede for en nedlæggelse. Årsagen til at partshøringen blev sat i stand i første omgang, var netop med henblik på at finde ud af, hvad opfattelsen af vejen var blandt borgerne i området.

»Status er, at vi har fået en henvendelse fra nogen derude, som mente, at vejen var ved at blive nedlagt. Vi har ikke modtaget en ansøgning om at få den nedlagt, og som udgangspunkt skal vi som vejmyndighed godkende en nedlæggelse af en privat fællesvej.«

Kommunen kunne dog konstatere, at vejen blev ved med at smalle ind, og dermed var ved at blive afviklet. Derfor valgte kommunen at lave en partshøring, for at finde ud af hvad der var op og ned i sagen om markvejen. Efter en længere høringsperiode er de ved at læse svarene igennem, og indtil videre lader der til at danne sig et klart mønster.

»Det er indtil videre sådan, at det ikke lader til at der er nogen, der har lyst til at nedlægge vejen. Så vi skal bare have fundet ud af hvordan det hele forholder sig i sagen.«

Tvivl om vedligeholdelse

Årsagen til at kommunen ikke bare er gået ind og har vedligeholdt vejen, er fordi at vejen efter deres opfattelse er en privat fællesvej.

Det er dog ikke opfattelsen hos Erik Legaard Kjeldsen, der, som nabo til vejen gennem mange år, altid har opfattet vejen kom offentlig.

»Altså jeg er jo født her. Kommunen har altid vedligeholdt vejen, og plejede at komme ud hvert år og rense op i grøften. Der var endda en årgang, hvor der kom sneplove og ryddede vejen, når det sneede, men der ringede vi så godt nok til kommunen, og sagde, at vi ikke syntes det var nødvendigt.«

Han husker dog ikke hvornår vedligeholdelsen stoppede. Det ændre dog ikke dog store fra kommunens side.

»Den er ikke i vores registre eller noget. Der er nogen, der mener, at den tidligere Rosenholm Kommune har været inde over noget vedligeholdelse af den engang i tidernes morgen, men det er ikke noget, vi sådan kan henføre til i nyere tid.«

Fremtiden er lys

Det vigtigste for Erik Legaard Kjeldsen er dog i sidste ende, at vejen ikke bliver nedlagt. Som tingene ser ud nu, har han og resten af borgerne god grund til at være optimistiske.

»Hvis det er rigtigt, det vi har fået i de her svar, så er der ikke nogen, der ønsker at nedlægge den. På den baggrund vil vi jo også mene, at der er grund til at opretholde vejen som en privat fællesvej, og at vi dermed ikke vil give vores tilladelse til en nedlæggelse af den,« fortæller David Jarkilde.

Han understreger samtidig, at de fra kommunens side ikke træffer nogen afgørelse om vedligeholdelse.

»Det eneste vi har gang i lige nu, det er at finde ud af, om det er rigtigt, at der i det hele taget er nogen ønsker den nedlagt. Den ansøgning vil vi have behandlet, men vi kommer ikke til at overtage den som offentlig vej.«

Han fortæller yderligere, at Natur-, teknik- og miljøudvalget har ønsket at være med inde over afgørelsen. Derfor laver han en sag, når han denne uge er hjemme fra vinterferie, som skal forelægges udvalget.