Fortsæt til indhold

Mette F tavs: Vil ikke kommentere eget ansvar i spionchef-sag

Statsminister Mette Frederiksen ønsker ikke at kommentere sin egen rolle i FE-sagen eller løsladelsen af Lars Findsen.

Samfund
sbl

»Jeg har ikke nogen kommentarer til den sag, og jeg må i øvrigt henvise til Justitsministeriet.«

Sådan lød meldingen fra statsminister Mette Frederiksen, da hun fredag blev spurgt om en kommentar til FE-chefen Lars Findsens løsladelse torsdag.

Det skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

Lars Findsen blev hjemsendt som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i august 2020, efter en undersøgelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne kommer frem med grove anklager mod FE, om at have indhentet og videregivet »en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere«.

Det får Forsvarsministeriet til at fritage fem nuværende og tidligere FE-chefer fra tjeneste. Tjenestens øverste chef, Lars Findsen, er en af dem, som bliver hjemsendt.

8. december 2021 bliver Lars Findsen anholdt og har siden 9. december siddet varetægtsfængslet indtil i går, hvor Østre Landsret besluttede, at varetægtsfængslingen skulle ophøre.

Lars Findsen er dog fortsat sigtet for at have viderebragt fortrolige oplysninger efter straffelovens §109 med en strafferamme på op til 12 år.

Tidligere departementschefer, eksperter og en tidligere PET-chef har i medierne ytret kritik af regeringens håndtering af sagen, men statsministeren ønskede ikke fredag at kommentere løsladelsen.

Sagen er rullet under tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S), og Mette Frederiksen er måske selv involveret, skriver Ritzau. Hun kan som en del af regeringens sikkerhedsudvalg have kendt til og måske godkendt beslutninger i sagen, skriver mediet.