Fortsæt til indhold

112 Politirapport uge 9

Samfund

Mandag 21. februar

Indbrud på Lucernevej i Randers begået mellem lørdag 19/2 kl. 12.00 og mandag 21/2 kl. 12.15.

Tirsdag 22. februar

Natten til tirsdag kl. 00.15 blev en 54-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Glarbjergvej i Randers NØ.

Natten til tirsdag kl. 01.24 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Randers SØ.

Havde 42 bøtter hårvoks i tasken – sigtet for hæleri

En patrulje kørte tirsdag kl. 18.15 til Randers Station, hvor en 31-årig mand havde kørt uden billet i toget og nu skabte uro på stedet.

Da betjentene kom frem, visiterede de den 31-årige, og de fandt 42 bøtter med hårvoks i hans taske. Den 31-årige fortalte, at han havde købt voksbøtterne meget billigt af en fremmed person på gaden, og at hans plan var at sælge dem videre. Den 31-årige blev derfor sigtet for hæleri.

Tirsdag kl. 10.52 blev en 34-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Kristrup Engvej i Randers SØ. Da betjentene fandt en mindre mængde skunk i bilen, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Kl. 13.30 blev en 44-årig mandlig bilist standset på Sennelsgade i Randers C og sigtet for at køre i frakendelsestiden. Den 24-årige mand, der ejer bilen, blev sigtet for at have overladt sit køretøj til en person uden kørekort. Da det er sket flere gange tidligere, blev den 24-åriges bil beslaglagt med henblik på konfiskation.

Natten til onsdag kl. 00.40 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hobrovej i Randers C. I bilen lå der både en mindre mængde hash og en kniv, og derfor blev den 25-årige også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og overtrædelse af knivloven.

Onsdag 23. februar

Smed pose med kokain og blev anholdt

En patrulje på Apotekerstræde i Randers C opdagede onsdag kl. 22.32 en 26-årig mand, der gik rundt og virkede påvirket af narko. Patruljen kørte langsomt efter manden, og da han vendte sig om og så politibilen, lod han en lille pose falde ud af lommen og ned på gaden.

Betjentene tog derefter kontakt til den 26-årige og holdt ham tilbage, mens de fik fat i posen, der viste sig at indeholde en mindre mængde kokain. Fundet fik politiet til at ransage den 26-åriges bopæl i Randers, og her fandt betjentene en mindre mængde skunk.

Stofferne blev beslaglagt, og den 26-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Torsdag 24. februar

Bilist bragede ind i garage og flygtede

En kvindelig beboer på Hørhaven i Randers sad torsdag aften i sin stue, da hun omkring kl. 22.20 hørte et stort brag. Da hun kiggede ud af vinduet, kunne hun se en bil, der var kørt ind i husets garage. Sammenstødet havde været så voldsomt, at den fuldmurede garage var delvist styrtet sammen, og der var faldet flere mursten ned på beboerens egen bil, der holdt derinde.

Beboeren så nu en kvinde stige ud af bilen, der var kørt ind i garagen, men selv om hun prøvede at få kontakt til hende, skyndte den kvindelige bilist sig væk fra stedet til fods.

Der skete større materiel skade på begge biler og garagen, men ingen personer kom umiddelbart noget til.

Østjyllands Politi undersøger nu sagen nærmere for at finde frem til bilisten.

Tæt på slagsmål foran bar

Et par dørmand ved en beværtning på Middelgade i Randers kontaktede natten til fredag kl. 00.38 politiet, da der havde været optræk til slagsmål mellem flere personer. Vagterne tilbageholdt to mænd på hhv. 22 og 24 år, som ifølge vagternes forklaring havde opført sig aggressivt.

Begge mænd blev kortvarigt anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden ved at indlede sig i slagsmål.

Torsdag kl. 12.20 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Blenstrupvej ved Gjerlev.

En 25-årig kvindelig bilist blev anholdt og sigtet for spritkørsel, da hun blev standset af en patrulje på Strømmen i Randers. Det skete torsdag kl. 19.57.

Indbrud på Gl. Viborgvej i Ålum ved Randers begået mellem mandag 14/2 kl. 00.00 og torsdag 24/2 kl. 19.00.

Lørdag 26. februar

Lørdag kl. 16:00 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han var blevet stoppet af en patrulje på Lille Rosengård i 8900 Randers.

Søndag 27. februar

En 21 årig mand fra Hobro måtte 27. feb. kl. 04.06 med en tur på politistationen i Randers og sove rusen efter, at han blev sigtet og anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i Middelgade ud for nr. 14. I forbindelse med anholdelsen, blev det til endnu en sigtelse for fornærmeligt tiltale mod politipatruljen.

Vidner søges til stjålet Rød Toyota Aygo fra Water And Wellness

Fyns Politi søger vidner til tyveri af en bil i Randers, som med tyske nummerplader monteret, blev brugt som flugtbil i forbindelse med skuddrab i Odense, hvor en 19-årig mand blev dræbt af skud.

Klokken 02:20 natten til søndag blev en 19-årig mand dræbt af skud, mens han befandt sig i en bil på parkeringspladsen bag ved KFC og Netto på Nyborgvej ved krydset Nyborgvej/Ejbygade i Odense.

Umiddelbart efter drabet kørte en rød Toyota Aygo med tyske nummerplader PIRS 1409 ad Nyborgvej i retning mod øst.

Den røde Toyota Aygo blev efterfølgende brændt af på Grevelundsvej mellem Nyborgvej og Niels Bohrs Alle i Odense på en parkeringsplads ved et mindre skovområde.

Vidner så en mindre mørk personbil forlade den afbrændte bil og køre i retning mod Niels Bohrs Alle.

Både Toyota Aygo’en og de tyske nummerplader har vist sig at være stjålet.

De tyske nummerplader på den røde Toyota Aygo blev stjålet fra en sort Audi A1, der var parkeret i Haderslev ud for Jomfrustien 7 i mellem 13. og 14. februar.

Den røde Toyota Aygo reg.nr. BK46961 blev stjålet i tidsrummet mellem klokken 13 og 16.30 6. februar i Randers, hvor den holdt på parkeringspladsen ved Randers Water og Wellness (Randers badeland).

Politiet vil gerne høre fra vidner eller andre har oplysninger i den forbindelse. Ring 114.