Fortsæt til indhold

Beboere er glade for Langkærparken, der roses for positiv udvikling

Langkærparken er et såkaldt forebyggelsesområde, men boligafdelingen har på flere områder rykket sig langt.

Samfund

»Jeg skulle igen hilse jer mange gange og sige, at det har været det mest fantastiske sted at komme. Tusind tak til jer alle for samarbejdet. Det, I har fået lavet, er simpelthen så flot. I har været uovertrufne.«

Ordene tilhører projektleder Pernille Brandt fra den såkaldte »kriseledelse,« der hører under borgmesterens afdeling i Aarhus Kommune.

Takken er stilet til de mange frivillige, der har sørget for alt det praktiske - og ikke mindst højt humør - mens der er blevet testet og vaccineret borgere i Bydelshuset i Langkærparken i Tilst. Omkring halvandet år efter, den første aarhusianer blev podet, er coronaindsatsen i Bydelshuset netop afsluttet.

»Det har kørt på med frivilligt arbejde fra dag ét. De frivillige har vist samfundssind, som jeg ikke tror, man har set mange andre steder. Det er noget, borgmesterkontoret har bemærket,« siger boligsocial leder for boligorganisationen AL2bolig, Hans Christian Knudsen.

Knap så råt

Indsatsen i Bydelshuset i forbindelse med coronakrisen er en af mange positive historier, der mangler at blive fortalt om Langkærparken, mener Hans Christian Knudsen.

Boligafdelingen i Tilst har med tiden fået et ry som et råt sted at bo. Det ry er i stort omfang ufortjent anno 2022, mener Hans Christian Knudsen.

En såkaldt områdeprofil for Langkærparken viser, at kriminaliteten er faldende. Der er også markant mindre hærværk i boligafdelingen.

»For 10 år siden brugte vi en million kroner om året på at fjerne hærværk. Sidste år brugte vi 75.000 kroner,« siger Hans Christian Knudsen til Lokalavisen Aarhus.

Gode tilbud

I øjeblikket venter flere end 3200 mennesker på at få en bolig i Langkærparken, der i 2017 blev totalrenoveret. Ingen af bygningerne i boligafdelingen er højere end anden sal.

»Vi lavede sidste år en tryghedsmåling, hvor 75 procent af beboerne sagde, at de gerne vil bo i Langkærparken om fem år. Der er forskellige årsager til, at de resterende 25 procent vil flytte. Kun tre angav, de vil flytte væk, fordi de synes, det er et utrygt sted at bo,« siger Hans Christian Knudsen.

Han kan finde mange grunde til, at Langkærparken er et godt sted at bo.

»Der er store grønne arealer, mange legepladser og Tilst Bypark, med Danmarks fedeste disc golf-bane, ligger lige op og ned ad Langkærparken. Der er gode indkøbsmuligheder, og det er nemt at komme på motorvejen,« siger Hans Christian Knudsen og fortsætter:

»TST Tilst, der er Aarhus’ største idrætsforening, ligger lige ovre på den anden side af Tilst Skolevej. Vi har også en ny skovbadeskov, der er en ny form for naturterapi, og du kan leje en nyttehave ved Langkærparken.«

Hans Christian Knudsen påpeger desuden, at Tilst Skole, der fremstår noget slidt, i de kommende år skal renoveres for et to-tre cifret millionbeløb.

Der er samfundssind og gode fællesskaber i Langkærparken. Det er fortsat vigtigt, at flere kommer i job. Foto: Privat

Politisk ros

Udviklingen i Langkærparken glæder rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Anders Winnerskjold (S).

»Det er en stor og vigtig indsats, som både boligforening, kommune og politi har gjort. Det viser, at vi, når vi går sammen, kan lykkes,« siger han til Lokalavisen Aarhus.

Gruppeformand for Venstres byrådsgruppe og medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget, Gert Bjerregaard, roser også Langkærparkens udvikling.

»Tallene går i den rigtige retning, det er der ingen tvivl om. Jeg anerkender, at der er en positiv udvikling,« siger han til Lokalavisen Aarhus.

Mange i Langkærparken oplever, at der et stærkt fællesskab blandt beboerne. Det gælder blandt andre afdelingsformand Randi Smitsdorf, har boet Langkærparken i 38 år.

»Jeg synes, alle i Danmark skulle have en nabo, der kommer fra et eller andet land. Hvis vi skal integrere de mennesker, skal vi lære hinanden at kende. Det er sindssygt spændende at bo sammen med mennesker med en anden kultur,« siger hun.

Ikke ind i himlen

Der bor, som Randi Smitsdorf giver udtryk for, mange mennesker med ikke-vestlig baggrund i Langkærparken. 57 procent af boligafdelingens beboere er ikke etnisk danske. Knap 35 procent af beboerne i Langkærparken står uden for arbejdsmarkedet.

Boligafdelingen kom sidste år på en liste over såkaldte forebyggelsesområder. Det betyder, at kommunen har ekstra beføjelser til at forebygge ghetto- og parallelsamfundsdannelse. Man skal eksempelvis have et job for at kunne flytte ind i Langkærparken.

Hans Christian Knudsen, du har sagt, at Langkærparken »er gået fra at været et udsat boligområde til at være et sted, folk flytter til og er glade for at bo.« Hvordan hænger det sammen med, at Langkærparken er med på en liste over forebyggelsesområder?

»Vi skal have en opmærksomhed på, at beboersammensætningen ikke er for ensidig, men vi er på vej ud af listen, og det er jo formålet. Hovedudfordringen er, at folk er relativt fattige. At vokse op i et fattigt hjem med en enlig mor kan give nogle dårlige vilkår. Det er det, vi arbejder med.«

Taler du ikke bare Langkærparken op, fordi du er ansat i en organisation, der udlejer boliger i boligafdelingen?

»Vi har en lang venteliste og har ikke problemer med at leje lejlighederne ud. Vi har ikke brug for gratis reklame. Jeg vil gerne give et billede af Langkærparken, som ikke er belyst særlig ofte, nemlig at folk faktisk er glade for at bo her, og at vi har stærke fællesskaber. Træerne gror ikke ind i himlen, men Langkærparken er et dejligt sted at bo.«

»Historisk mulighed«

At mere end en tredjedel af beboerne i Langkærparken står uden for arbejdsmarkedet, bekymrer Venstres Gert Bjerregaard.

»Vi skal have et fokus på at få de her mennesker i beskæftigelse. Det vil løfte den enkelte familie og området som helhed. Vi har en historisk stor mulighed for at få flere i jobs, for erhvervslivet råber på flere hænder. Der skal handling til nu,« siger han til Lokalavisen Aarhus.

Gert Bjerregaard efterlyser en konkret handlingsplan fra Anders Winnerskjold, og rådmanden har noget i ærmet.

»Jeg er meget optaget af, at alle dem, der kan arbejde, også kommer i arbejde. Jeg regner med at præsentere et initiativ over for byrådet inden for en måned, som arbejder målrettet på at få mennesker, der har været uden for arbejdsmarkedet i mange år, til at få et job,« siger Anders Winnerskjold og fortsætter:

»Det allerbedste, man kan gøre, er at få folk i uddannelse eller i job. Vi kan godt lykkes med at sikre et godt område.«