Fortsæt til indhold

Psykoterapeutisk værksted åbner i Langå

Pusterummet er en virksomhed, der tilbyder »kreativ psykoterapi«.

Samfund

»Jeg kalder den alsidige form for psykoterapi, jeg kan tilbyde, kreativ,« udtaler i en pressemeddelelse Kirsten Haslund, som nyligt har startet virksomheden Pusterummet.

»Især fordi jeg kan tilpasse psykoterapien den enkeltes ønsker og behov. Fordi et vigtigt mål kan være at blive mere kreativ i forhold til sig selv og sit liv, modsat at være i offerrollen, fordi mit speciale som psykoterapeut er tegneterapi og fordi erfaringen siger, det er godt at få kroppen og ikke kun hovedet med i terapien! Det kan nemlig godt være, hovedet siger eet og kroppen noget andet! Vejen til løsning af problematikker ligger gerne i at få fat i det mere ubevidste.«

På biblioteket kan man låne Kirsten Haslunds bog om samme emne ”Kreativ, Klientcentreret Psykoterapi”.

Ikke kun kreative

Man behøver bestemt ikke som udgangspunkt opfatte sig selv som særligt kreativ eller dygtig til for eksempel at tegne for at kunne få noget godt ud af netop tegneterapi, oplyser Kirsten Haslund.

Hun tilbyder også en bred vifte af andre terapeutiske redskaber og tilgange som kognitiv terapi, hypnose, kropsterapi, afspænding og meditation. Alt med udgangspunkt i mødet, samtalen og aftaler om mål og midler.

Tyve års erfaring

Virksomheden Pusterummet er ny, men Kirsten Haslund skriver, hun har mere end tyve års erfaring med at få, udøve og undervise i psykoterapi. Og en grundig uddannelse.

»Jeg gør meget for at man kan føle sig tryg i terapien.«

Navnet skulle henvise til, det kan være en stor lettelse at få hjælp gennem psykoterapi, at puste ud i stedet for at holde inde.

Udover psykoterapi forventer Kirsten at arrangere forskellige grupper, man kan deltage i,- foredrag og musikaftener på stedet.

Del af nyt miljø

Pusterummet bliver del af et miljø, som er ved at vokse frem omkring banen. Startende med Station K arbejdes der i Langå på at bevare hele området og gøre det attraktivt at besøge.

Kunstneren Ida Marie Lebech har indrettet atelier i bygningen ved siden af Pusterummet ligesom en arbejdsgruppe under Langå i Udvikling arbejder for nyindretning af byens vartegn vandtårnet sammen med Kirsten Haslund. Og flere tiltag er på vej.