Fortsæt til indhold

Regionsråd sætter endelig stopper for specialinstitution

Lukningen af Kløvhøj i Dalstrup er nu formelt vedtaget.

Samfund

Regionsrådet har nu endegyldigt besluttet at lukke afdelingen Kløvhøj i Dalstrup.

Som Lokalavisen kunne fortælle i januar sker lukningen som følge af en støt faldende efterspørgsel og et betydeligt underskud på driften.

Der har løbende været iværksat initiativer for at øge efterspørgslen efter Kløvhøjs tilbud. Inden for de seneste år har man blandt andet ansat sygeplejefagligt personale og etableret en intern skole for at styrke bredden i faglighederne og skabe rammerne for en helhedsorienteret indsats. Desuden er markedsføringen af specialområdets tilbud styrket på blandt andet sociale medier og i forhold til kommunerne.

Til trods for gode resultater andre steder i specialområdet har det ikke resulteret i en øget efterspørgsel på Kløvhøjs pladser, skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Klares internt

Til Lokalavisen vurderede socialchef i Region Midtjylland Ann-Britt Wetche, at den vigende efterspørgsel kan skyldes, at flere kommuner har ressourcer til at håndtere særlige behov internt i kommunen.

»Jeg tror, at der blandt andet er noget geografisk i årsagen til den vigende efterspørgsel. Kommunerne bliver i højere grad dygtigere til at klare flere af denne type borgere selv. De har fået mere ekspertise, og her vægter de også, at man kan være tæt på sin familie. Der kan Kløvhøj godt føles langt væk, hvis man kommer fra en kommune uden for Djursland,« siger Ann-Britt Wetche til avisen.

Umulig opgave

Ifølge socialchefen drives Kløvhøj af den årsag med månedlige underskud på »flere hundredetusinde kroner om måneden«, og selv hvis der skulle komme nogle få børn og unge til stedet i den nærmeste fremtid, så er det ikke en holdbar løsning.

»Der er så stor kompleksitet i arbejdet med de børn og unge, så man kan ikke drive et tilbud med så få børn. Det kan ikke lade sig gøre,« fortalte Ann-Britt Wetche i januar.

Beholder bygninger

Som følge af lukningen vil fire tilbageværende børn og unge blive udskrevet. Fire andre går i skole eller dagbeskæftigelse på Kløvhøj, men bor på en anden afdeling i specialområdet.

Medarbejderne er blevet orienteret om regionsrådets beslutning. Ved årsskiftet var der ansat 25 medarbejdere på Kløvhøj. Det er fortsat forventningen, at de alle vil kunne blive tilbudt arbejde i en af specialområdets eller det regionale socialområdes andre afdelinger.

Indtil videre beholder regionen Kløvhøjs bygninger i Dalstrup. Når lukningen er gennemført vil der blive set på om bygningerne kan bruges til andre formål.

Lukningen vil ske gradvist i løbet af de kommende måneder, og den endelige afvikling forventes at være gennemført i løbet af foråret.