Fortsæt til indhold

Indsamling til verdens fattigste vender tilbage

Efter to år uden fysiske indsamlinger er Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling tilbage i den velkendte form.

Samfund
sra

I år er det igen muligt at tage indsamlingsbøssen i hånden og gå fra dør til dør. De seneste to år er de fysiske indsamlinger blevet aflyst på grund af corona-epidemien, men søndag den 13. marts vil tusindvis af danskere igen gå på gaden for at samle ind til Folkekirkens Nødhjælp.

»Vi er henrykte over, at vores fysiske indsamling er tilbage søndag den 13. marts. Det er altid en festlig dag med mange sjove arrangementer rundt om i landet, og der er rigtig mange, der har savnet at gå på gaden og gøre en forskel for verdens fattigste familier,« siger Steen M. G. Scriver, indsamlingsleder i Øster Bjerregrav og Ålum sogne.

I år har indsamlingen fokus på klimahjælp til verdens fattigste, som er hårdest ramt af klimakrisen. Det er familier, der må sulte, når tørke ødelægger høsten, forældre, som mister deres livsgrundlag, når en orkan destruerer alt på sin vej, eller børn, der bliver hjemløse, når oversvømmelser tager deres hjem.

»Klimakrisen kan virke uoverkommelig, men sammen kan vi gøre en forskel for dem, som bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. Med konkrete løsninger kan vi redde liv og hjælpe verdens fattigste familier med at tilpasse hverdagen til det uforudsigelige vejr,« siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Klimahjælp er blandt andet køkkenhaver og nye afgrøder, der kan klare tørke og omskifteligt vejr. Det kan også være træplantning, som modvirker jordskred og kan bremse voldsomme oversvømmelser, eller udstyr til regnvandsopsamling, som giver vand til husholdningen og til køkkenhaver i tørketider.

Man kan læse mere om årets indsamling på noedhjaelp.dk/indsamling og melde sig indsamler på blivindsamler.dk.