Åbent hus hos Senior Erhverv
Senior Erhverv i Randers holder åbent hus for jobsøgere over 50 år.
Dele af branchen for jobrekruttering er de lidt for ivrige med at vælge seniorer fra, mener Senior Erhverv Kronjylland, der stiller spørgsmål ved den praksis i en tid med mangel på arbejdskraft.
»Når vores medlemmer, der alle er 50+, kommer til samtale, har det stor betydning, hvilken alder intervieweren har. Har begge parter cirka samme alder, er det nemmere at kæmpe sig til jobbet. Er der derimod stor aldersforskel, bliver det vanskeligere,« fortæller Leif Fris Petersen, formand for Senior Erhverv Kronjylland og fortsætter:
»Hos Senior Erhverv Kronjylland oplever vi hver dag besøg af velkvalificerede og nysgerrige seniorer, som fortjener en chance.«
Derfor afholder Senior Erhverv Kronjylland åbent hus onsdag den 9. marts, hvor besøgende kan få oplysninger om netværkets kontakter med virksomheder i det kronjyske område, om muligheden for at deltage i kurser og personlig coaching og om andre tilbud fra Senior Erhverv som besøg af virksomheder, at få peppet ansøgninger, CV og profilfotos op, dele tips til den personlige præsentation og være synlig på de sociale medier.
Arrangement holdes på Dannevirkevej 20 i Randers NØ.
Yderligere oplysninger kan findes på seniorerhvervdanmark.dk/kronjylland.