Skovvandring i Mols Bjerge: Kan EU redde skovene?
Skoven har en central rolle i at løse klima- og biodiversitetskriserne. Men flere steder fældes der mere skov end hvad der er bæredygtigt. Kom med på skovvandring med EU-debat i Mols Bjerge.
Verden har siden 1990 mistet over 420 millioner hektar skov. Det svarer til 10 procent af verdens skovareal. I kampen mod klimaforandringer spiller skoven en stor rolle. Den store fældning og afbrænding af særligt tropisk skov har udledt store mængder CO2 til atmosfæren, og den globale afskovning står for omkring 11 procent af de globale CO2-udledninger.
Konsekvenserne er også store for biodiversiteten i skovene, som 80 procent af jordens landlevende arter er afhængige af. I Danmark er skovene levested for mere end 60 procent af vores rødlistede dyre- og plantearter. Mols Bjerge er for eksempel et af fem EU Natura 2000-områder i Nationalpark Mols Bjerge, som er udpeget for at beskytte bestemte arter og naturtyper.
Hvilke konsekvenser har afskovningen for klimaet og biodiversiteten i EU? Bør træbiomasse stemples som vedvarende energikilde? Gør EU nok for at beskytte skovene?
Kom med på skovvandring og efterfølgende debat i Mols Bjerge med biolog i Nationalpark Mols Bjerge Jens Reddersen, skovekspert Anne-Sofie Sadolin Henningsen fra Verdens Skove og EU-ekspert Rasmus Nørlem Sørensen fra DEO.
På skovvandringen vil Jens Reddersen fortælle om skovens kommen og gåen i Mols Bjerge siden istiden – og hvor vi er nu. På turen får deltagerne snapshots af skov- og landskabshistorie på Mols og hvorfor Mols Bjerge ikke egner sig til biodiversitetsskov, men til lysåben blomster- og insektrig græsningsnatur.
Debatten er arrangeret af Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO) og Verdens Skove. Den foregår i Mols Bjerge søndag 6. marts kl. 10-12. Arrangementet er gratis, men det er nødvendigt at tilmelde sig.