EU's landbrugsstøtte: Landmænd til møde i Auning
Få historien bag CAP-reformen, når Djursland Landboforening 8. marts holder generalforsamling.
Hvad kommer den nye CAP-reform til at betyde for de danske landmænd, og hvordan skal den implementeres?
Det kan du høre mere om, når Asger Christensen, landmand og medlem af Europa-Parlamentet, gæster Djursland Landboforenings årlige generalforsamling tirsdag 8. marts i Auning Idræts- og Kulturcenter.
Den nye CAP-reform er allerede vedtaget, men hvilke tanker ligger der bag aftalen, og hvordan skal den implementeres i Danmark? Det kan du blandt andet høre mere om, når Asger Christensen, landmand og medlem af Europa-Parlamentet, gæster Djursland Landboforenings årlige generalforsamling 8. marts.
Med de nye rammer for den fælles landbrugspolitik (CAP) i EU for perioden 2023-2027 vil hvert medlemsland for første gang skulle sætte en samlet plan op for, hvordan de krav og muligheder, der ertil rådighed i denne EU-politik, skal anvendes.
Det er som altid nødvendigt at tilmelde sig spisning til landboforeningens generalforsamling, som bliver afholdt i Auning Idræts- og Kulturcenter. Spisning starter kl. 18, og tilmeldingen skal ske senest 4. marts. Selve generalforsamlingen begynder kl. 19.
Dagsordenen denne aften er som altid valg af stemmetæller og dirigent, inden formanden præsenterer sin beretning for forsamlingen. Derefter vil der være fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab for det sidst afsluttede regnskabsår, herunder redegørelse om rådgivningsvirksomheden fra foreningssekretær og chefkonsulent Hans-Henrik Dalsgaard.
Efter aftenens valg giver Asger Christensen et indblik i sit arbejde i Europa-Parlamentet, hvor klimadagsordenen står øverst på listen. Han kommer også omkring ”Jord til bord”- strategien, inden han kort fortæller om den aktuelle situation om dyretransporter. Efter indlægget er der mulighed for at stille Asger Christensen spørgsmål.
Djursland Landboforenings årsregnskab offentliggøres på foreningens hjemmeside efter 1. marts, ligesom det også vil være muligt at afhente et eksemplar af regnskabet i sekretariatet i Følle. Desuden vil der være trykte årsregnskaber ved selve generalforsamlingen.