Efterlysning: Gode ideer til placering af el-ladestandere
Kommunen beder borgerne om input til placering af offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler.
I perioden 2022-2024 skal kommunen som en del af sin klimahandlingsplan opstille et antal offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler. Samtidig opstiller kommunen også ladestandere ved nogle af de kommunale bygninger.
For at sikre, at ladestanderne kommer til at stå der, hvor behov for dem er størst, spørger kommunen nu borgerne til råds. Indtil 9. marts kan alle interesserede indsende forslag til, hvor kommunen med fordel kan placere en elbils-ladestander.
Den foreslåede placering skal være inden for kommunegrænsen og på et offentligt areal. Derfor nytter det ikke noget at foreslå, at kommunen skal opstille ladestandere i private indkørsler eller på private virksomheders parkeringsareal.
Læs mere om forslaget på skanderborg.dk/ladestander, hvor du også kan dele dit forslag til, hvor ladestandere kan placeres.
Har du et godt forslag til, hvor kommunen kan placere en ladestander til elbiler? Indsend din idé senest onsdag den 9. marts via linket nederst på siden.