»Der skal danses mange danse for at nå frem til jernbryllup«

Året er 1949, og det er forår. I Pavillonen i Grenaa er der denne aften »dansant«.

Frederik den 9. har været konge i to år, Hans Hedtoft er statsminister, Bodil Kjer fylder biograflærrederne, alt imens landet så småt har fundet sine efterkrigs-ben at stå på til tonerne af revyviser som »Jeg gir mit humør en gang lak.«

Ebba Andersen er cyklet til Pavillonen fra Kni, Henry Pedersen fra Albøge. De to har skævet lidt til hinanden ved tidligere lejligheder, men nu tager 20-årige Henry Pedersen sig sammen, rejser sig, går over gulvet til det bord, hvor Ebba Andersen på 18 år sidder med sine veninder.

»Jamen, så bukkede jeg da, og spurgte om hun ville danse, og det ville hun heldigvis gerne,« siger Henry Pedersen.

Og de har danset lige siden. Den 1. marts 1952 blev de gift, og det er i denne uge 70 år siden.

»Der skal danses mange danse for at nå frem til et jernbryllup«, siger Ebba Pedersen.

Hvor er alle de år?

Brylluppet blev holdt i Ørum Kirke, og Ebba og Henry Pedersen havde ryddet sovekammeret i lejligheden, så der var stolepladser til de 30 gæster.

De boede nogle år i den lille toværelseslejlighed i Grenaa med fælles bad og køkken i kælderen. Der kom hurtigt børn, og efter nogle år i et lille hus i Trustrup, hvor de selv fik lagt elektricitet ind, byggede de i 1965 hus på Vester Kærvej 10 i Tirstrup. To var blevet til seks, som i dag er blevet til 40, hvis man tæller børn, børnebørn, oldebørn og svigerbørn med.

»Vores fire børn, Hanne, Lisbeth, Torben og Mona har altid været søde og hjælpsomme,« fortæller Henry Pedersen, som har rundet de 93 år.

»Næsten altid artige,« tilføjer Ebba Pedersen, 91, med et glimt i øjet og spørger så med en let rysten på hovedet:

»Hvor er alle de år dog blevet af?«

Ostehandler

Når man trykker på ringeklokken ved hoveddøren til det røde murstenshus i på Vester Kærvej, spiller klokken Barbra Streisands sang Memories. Og dem samles der mange af gennem et 70 år langt ægteskab.

Igennem årene gik Ebba Pedersen for det meste hjemme og passede børn, hus og have, men tog indimellem nogle jobs her og der.

»Ja, jeg kan da huske, at jeg tyndede roer med barnevognen stående for enden af marken,« fortæller hun fra sofaen i Tirstrup.

Stuen er fuld af familiebilleder, landskabsmalerier, skulpturer og en knitrende ild i brændeovnen. Det er eftermiddag, der er sat lidt kage frem på bordet, og ved siden af hende i sofaen sidder hendes mand. De snakker ofte, men kærligt, i munden på hinanden og stopper indimellem op i deres livsfortælling for at diskutere bittesmå detaljer, præcis som et ægtepar gennem et helt liv skal gøre det.

Ebba Pedersen var i mange år medhjælpende hustru, for efter Henry Pedersen i nogle år havde skiftet rundt mellem job, startede han som selvstændig, kørende ostehandler. Det blev siden hen til et velassorteret lad fuld af købmandsvarer. Da han 35 år senere som 70-årig solgte varebilen, var det til stor fortrydelse for kunderne over hele Djursland, der nu ikke længere vidste, hvordan de skulle få deres købmandsvarer bragt ud.

Trofast og ærlig

Jernbrylluppet skal fejres med børn og svigerbørn på en restaurant i Ebeltoft.

»Vi har holdt mange store fester i tidens løb, men den sidste holdt vi for fem år siden til vores krondiamantbryllup. Nu er vi blevet for gamle til alt det«, siger Henry Pedersen mens han rejser sig for at finde noget.

»Ja, det er lidt støvet, men du kan vist godt se, hvad vi var for nogle,« siger han og støver glasset i billedrammen af. Bagved gemmer sig et sort-hvidt portræt af et nydeligt par fra den dag i 1952. Men hvordan holder man sammen i 70 år?

»Jamen vi har da heller ikke altid været enige, men så går det jo igen, og det er sådan det er at være gift. Vi er jo lidt stædige begge to«, siger Henry Pedersen, og de ord får hans kone til at dreje hovedet og se på ham.

»Nåå, nu indrømmer du, at du er stædig« siger Ebba Pedersen smilende og hentyder til en årelang diskussion om, hvem af dem, der er mest stædig.

»Jamen, vi er jo gift, så det skulle jo gå, og det gjorde det også. Det kunne faktisk ikke være gået bedre,« siger hun og Henry Pedersen tilføjer:

»Vi hører til de trofaste og holder fast i det, vi har. Så må man tage det gode med det onde, som det nu kommer. Så, hvis du absolut gerne vil have en opskrift, så må det være en god portion stædighed, trofasthed og ærlighed. Man skal tro på hinanden og blive ved med at danse.«