Fortsæt til indhold

»Jeg kan stå inde for mine møbler«

Siden Koed Møbler flyttede til Tirstrup, er det kun gået fremad med forretningen, som trækker kunder fra hele landet.

Samfund
Anne Frank Henriksen

»Jeg går meget op i, at mine varer er i orden, så jeg har kun møbler i butikken, jeg kan stå inde for,« siger Brian Pedersen.

Det lover han, mens han viser rundt i butikken i Tirstrup. Han har arbejdet i mange år som møbelpolstrer og ved derfor, hvad han snakker om.

Her er alverdens udgaver af møbler; byg-selv-sofaer, borde og et ikke uanseeligt udvalg af dreje-vippe-hvilestole. Der er ikke meget plads mellem møblerne, men alligevel nok til, at man kan dreje og vende en spisebordsstol eller sætte sig og smække benene op på en fodskammel.

Det er godt et år siden, at Brian Pedersen flyttede sit firma, Koed Møbler fra byen af samme navn til i Tirstrup.

»Man kan aldrig få for mange dreje-vippe-hvilestole,« fortæller Brian Pedersen og forsikrer om, at han altid lige trykprøver en ny samlet stol, inden den stilles frem i butikken. Foto: Anne Frank Henriksen

Fra restparti til levevej

Det var lidt af en tilfældighed, at han for snart 30 år siden grundlagde fundamentet for den virksomhed, han nu lever af at drive.

»Jeg opkøbte et restparti sofaer, tror jeg det var, og så satte jeg en annonce i avisen. Prisen var rigtig, så de blev solgt hurtigt, og inden længe havde jeg købt et nyt,« fortæller den 53-årige møbelhandler, som stadig selv bor i Koed. Som tiden gik, blev det til flere og flere restpartier og færre og færre timer som møbelpolstrer. Han drev sin forretning fra hjemmet i Koed, men i løbet af 2020 begyndte tankerne om nye rammer at melde sig.

Der kan godt være nogen fra for eksempel Pindstrup, der ringer og brokker sig over, at de nu skal køre helt til Tirstrup, men jeg har kunder fra hele Danmark, så mon ikke også de lokale vænner sig til det.
Brian Pedersen, Koed Møbler

Fra hele Danmark

I december 2020 flyttede han hele butikken og lager til et lokale på Århusvej i Tirstrup, sagde sit job op og gik fuld tid i firmaet.

»Jeg har fået bedre beliggenhed og bedre lokaler, og det er altså noget, der kan mærkes. Der er mange flere, der lige stopper op her og skal ind at kigge,« siger Brian Pedersen.

Selvom skiltet stadig sidder på facaden i Koed, så sælger han i dag kun møbler fra Tirstrup.

»Der kan godt være nogen fra for eksempel Pindstrup, der ringer og brokker sig over, at de nu skal køre helt til Tirstrup, men jeg har kunder fra hele Danmark, så mon ikke også de lokale vænner sig til det,» spørger han med et smil.

På spørgsmålet om, hvad man kan forvente af Koed Møbler svarer han:

»Her er lidt for enhver smag, men jeg kommer aldrig til at trække kunder til med store skriggule rabatskilte med løfter om 70 procent og sådan noget. Det er vigtigt for mig, at kunden får en fair pris. Til gengæld er det de færreste, der får brug for at komme tilbage med en klage over det møbel, de har købt.«

Det bliver godt

Hvor Brian Pedersen tidligere selv skulle henvende sig til leverandørerne, så er de også begyndt at komme forbi af sig selv

»Jeg vil gerne være en butik, hvor der for det første er stor vareudskiftning, sådan at der ikke står det samme her, hver gang kunderne kommer. Samtidig vil jeg også gerne, at man kan få sin vare med hjem med det samme, så det kræver jo, at der er lidt på lager,« siger han. Derfor er Brian Pedersen også lidt udfordret lige nu, for det lager, han havde håbet på at få i Tirstrup, har han ikke fået adgang til endnu. Derfor står møblerne lige nu tæt, og selv personalestuen er fuld af møbler stakket op som et andet spil tetris.

»Nå jeg får det der lager, så bliver det altså rigtig godt,« siger han uden dog helt at overbevise nogen om, at han ikke til alle tider vil fylde op med så mange kvalitetsmøbler, som han kan komme afsted med.