Fortsæt til indhold

Aarhus Universitetshospital modtager stor donation til ny behandling mod rystesyge

Bundgaard-Fonden muliggør med en donation på 9 millioner kroner, at Aarhus Universitetshospital (AUH) bliver det første offentlige hospital i Skandinavien til at tilbyde ny banebrydende behandling mod rystesyge.

Samfund
ksa

Rystesyge – også kaldet essentiel tremor – er en sygdom, som op imod 10 procent af alle danskere over 60 år lider af. For en del af disse er tilstanden svært invaliderende og kan ikke afhjælpes med medicin eller andre indgreb.

En ny, banebrydende og skånsom behandling kaldet fokuseret ultralydsbehandling kan lindre eller helt fjerne disse patienters rysten. En donation fra Bundgaard-Fonden på 9 millioner kroner muliggør nu, at AUH bliver det første offentlige hospital i Danmark – og i Skandinavien, hvor behandlingen kan tilbydes.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

»Indførelsen af den nye behandling er et meget stort fremskridt i vores bestræbelser på at forbedre livskvaliteten for de sværest ramte patienter med essentiel tremor. På AUH har vi mere end 25 års erfaring med kirurgisk behandling af essentiel tremor med dyb hjernestimulation. Indførelsen af den nye fokuserede ultralydsbehandling vil supplere dette tilbud, så vi får mulighed for at tilbyde behandling til endnu flere patienter,« siger lægefaglig direktør på AUH, Claus Thomsen.

»På AUH er vi utroligt taknemmelige for, at Bundgaard-Fonden har doneret 9 millioner kroner. til det nye udstyr, der er afgørende for, at vi i løbet af sommeren i år kan tilbyde den nye behandling mod rystesyge. AUH er herved med til at sikre lige adgang til den nye højtspecialiserede behandling. Uden donationen havde dette ikke være muligt. Den nye højt specialiserede funktion på AUH er med til at understrege, at AUH er Danmarks komplette hospital på højeste internationale niveau,« siger Claus Thomsen.

Vil bidrage til udvikling

At donere et stort beløb til AUH, der muliggør indførelsen af en ny behandling på AUH, ligger helt i tråd med Bundgaard-Fondens formål, fortæller fondens formand, Jens Jørgen Madsen:

»Som ejer af HMF Group, én af verdens førende producenter af lastbilkraner, er det Bundgaard-Fondens primære formål at bevare og udvikle virksomheden som en stor og god arbejdsplads, siger Bundgaard-Fondens formand, Jens Jørgen Madsen og fortsætter:

»Den anden vigtige del af Bundgaard-Fondens formål er at bidrage til bedre behandlingsmuligheder for patienterne i sundhedsvæsenet i Aarhus Kommune. Derfor var vi heller ikke i tvivl, da AUH præsenterede os for, hvordan vi med en donation af 9 millioner kroner kan være med til markant at forbedre livskvaliteten for mennesker med rystesyge,« fortæller Jens Jørgen Madsen.

Om det nye behandlingstilbud

Ved fokuseret ultralydsbehandling bruger man ultralyd til at behandle det område i hjernen, hvor rystesygen udgår fra. Behandlingen foregår, mens patienten ligger i en MR-skanner. Langt de fleste patienter vil allerede ved afslutningen af behandlingen opleve, at den svære rysten ophører. I udlandet har man indtil videre med stor succes behandlet flere tusinde patienter med metoden. En håndfuld danske patienter har modtaget behandlingen i udlandet, og resultaterne har været meget positive.

Glad patientforening

Der er glæde at spore i Patientforeningen for Essentiel Tremor, fortæller formanden, Susanne Thorndahl:

»I Patientforeningen for Essentiel Tremor er vi utroligt glade for, at endnu flere patienter i Danmark nu får mulighed for at modtage behandling med fokuseret ultralyd. Dette er et vigtigt skridt for foreningen og vores mange medlemmer. Vi håber, at behandlingen fremover vil blive tilgængelig for alle egnede patienter i Danmark,« siger Susanne Thorndahl.

Forventningen er, at 30-70 patienter i Danmark årligt kan behandles med fokuseret ultralydsbehandling mod rystesyge på AUH.

AUH forventer, at den første patient kan modtage den nye behandling til sommer.