Killing skudt med haglgevær: »Det er ubegribeligt, og vi er alle meget berørte
Killing blev fundet i en skov, hvor den gik rundt alene.
Dyrenes Beskyttelse har politianmeldt en sag, hvor en kattekilling måtte aflives, fordi dens lunger var skadet efter skud.
Det oplyser Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
En familie fandt den fire måneder gamle killing i en skov, hvor den gik alene rundt. Der var langt til nærmeste hus, og det virkede ikke sandsynligt, at killingen boede noget sted, lyder det.
Da familien dagen efter kom tilbage til samme sted i skoven, fandt de atter killingen. De ringede til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for at få hjælp til, hvad de skulle gøre.
Der var enighed om, at familien skulle tage killingen, der blev navngivet Kvist, med hjem, så den kunne få noget varme, mad og vand, mens dens eventuelle ejere blev efterlyst i 24 timer.
Røntgen afslørede fatal mishandling
Da killingen havde været ved familien i et døgn, uden at nogen havde reageret på efterlysningen, blev den kørt til et internat på Falster.
Killingen havde en lidt tung og besværet vejrtrækning, og da dyrlægen undersøgte hende, kunne hun høre, at der var noget galt. Der blev derfor taget røntgenbilleder. Billederne viste ifølge Dyrenes Beskyttelse, at killingen havde hagl flere steder i kroppen, og det var dens lunger, som var mest medtaget.
»Desværre måtte vi aflive Kvist, da hendes lunger var så medtaget af skuddene. Det er ubegribeligt, hvordan nogen kan finde på at skyde efter en killing, og vi blev utrolig kede af det, da det gik op for os, hvad der var sket med hende,» siger internatsleder på Falster Internat, Gitte Petersen, og fortsætter:
»Det er virkelig ubegribeligt, og vi er alle sammen meget berørte af sagen. Vi får mange triste skæbner ind, men det her er alligevel en af de mere grove. Sagen er selvfølgelig politianmeldt.«