Fortsæt til indhold

Da Randers fik besøg af Leicesters fans

Politiet meldte om en fredelig fodboldaften, da der var engelsk besøg af 600 Leicester-fans sidste torsdag.

Samfund

Torsdag aften i forrige uge blev der spillet europæisk fodbold i Randers, da Randers FC tog imod Leicester City FC i returopgøret i Europa Conference League. Resultatet er velkendt på samlet 2-7 til Leicester, og sportsligt har Randers FC æren i behold efter hjemmebane-præstationen foran godt 9.400 publikummer på et fyldt stadion.

Forud for kampen var der, som forventet, en del fans i midtbyen fra både Randers og Leicester, men stemningen var god - på trods af halvdårligt vejr, fortæller Østjyllands Politi.

Det blev til en enkelt anholdelse, mens fansene var i Storegade og Middelgade. Her blev en 35-årig mandlig Randers-fan anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at opildne til slagsmål mod Leicesters fans.

Ved 17-tiden gik de to fangrupperinger som planlagt en fanwalk ad hver sin rute fra midtbyen ud til Cepheus Park. Ved Vestervold kunne de to fangrupperinger se hinanden, og det førte til et kortvarigt ophold, hvor grupperne råbte slagord og slagsange mod hinanden. Efter en kort pause fortsatte de to grupper mod stadion i god ro og orden.

Ved ankomst til stadion blev en 20-årig dansk mand anholdt og sigtet for overtrædelse af maskeringsforbuddet, besiddelse af narkotika og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have råbt skældsord efter politiet.

Efter kampen forlod alle fans stadion i god ro og orden, og nogle af dem søgte atter mod midtbyen for at besøge de lokale værtshuse, mens andre tog toget til Aarhus for at gå i byen der. Resten af aftenen og natten forløb også ganske roligt, forlyder det fra Østjyllands Politi.

Ved Vestervold mellem Tørvebryggen og Vestergade kunne de to fangrupperinger se hinanden og der blev råbt slagord og sunget slagsange til hinanden. Randers FC's fans fulgte Vestergade, mens Leicester fortsatte ad Jernbanegade mod Randers Stadion. Foto: Øxenholt Foto
Fans og politi var torsdag eftermiddag i Storegade i Randers. Heldigvis forløb det uden de store bataljer. Foto: Helle Kvist, JP RANDERS
Randers FC's Tosin Kehinde måtte udgå efter en albue i ansigtet i de døende minutter af Conference League fodboldkampen mellem Randers FC og Leicester City. Han var forslået, men ikke skadet, lød meldingen efterfølgende. På billedet ses Wilfred Ndidi og målmand Kasper Schmeichel, der til slut 'forærede' et mål til Randers, der tabte 1-3. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Politiet parkerede to politibiler imellem de to grupperinger for at skærme dem fra hinanden. Foto: Helle Kvist, JP RANDERS