Fortsæt til indhold

Heller ikke i år blev Frederikshøjs år

Atter en gang måtte Restaurant Frederikshøj lade sig nøje med en enkelt Michelinstjerne

Samfund

År efter år har eksperter argumenteret for, at Frederikshøj skulle have to Michelin-stjerner, og stjernekok Wassim Hallal har da også tidligere udtalt, at han var skuffet over ikke at have to.

Og skuffelsen fortsætter.

Mandag aften blev det afsløret, hvilke nordiske gourmet-restauranter der skulle have stjerner, da den franske madguide afholdt afsløringsshow i Musikhuset Aarhus.

Og der var ikke nogen stor nyhed for Aarhus i år. Alle de restauranter, der allerede havde en stjerne, beholdte deres stjerne.

Forud for showet var der ellers masser af rygter i Musikhuset om, at Wassim Hallal endelige ville få sin anden stjerne.

Restaurant Frederikshøj: Aarhus fortjener flere Michelin-stjerner

Men sådan gik det altså ikke, og derfor har Aarhus stadig fire enstjernede Michelin-restauranter i Frederikshøj, Gastromé, Substans og Domestic.

Frederikshøj var blandt de første Aarhus-restauranter, der fik en enkelt stjerne, da den kulinariske perle på Oddervej sammen med Gastromé og Substans fik byens første tildelinger tilbage i 2015.

Tre stjerner er den maksimale anerkendelse, en restaurant kan opnå, men endnu sukker byen stadig efter to stykker.

Heller ikke på underkategori-fronten var der noget nyt i forhold til Aarhus. Også her beholdt alle restauranter deres Bib Gourmand og Michelintallerken.