Fortsæt til indhold

"Det er sindssygt"

28 beboere er evakueret fra Vestergade 69, der er i fare for at styrte sammen på grund af byggeri ved siden af. "Der er kommet store flænger i hele bygningen," siger ejer af værtshuset Hos Anton, som frygter konsekvenserne

Samfund

Politi og redningspersonale har onsdag eftermiddag evakueret ejendommen Vestergade 69, fordi bygningen er i fare for at bryde sammen.

Dele af Vestergade er også blevet afspærret i forbindelse med nedstyrtningsfaren.

Bygningen er nærmeste nabo til et et stort område, hvor store maskiner i længere tid har arbejdet i forbindelse med ombygningen af det gamle hovedbibliotek.

”Vi løber ikke nogen risiko”

Og det er angiveligt i forbindelse med det arbejde, at bygningen har taget så meget skade, at den nu er i fare for at styrte sammen.

”Der skulle være 28 beboere i bygningen, og vi har evakueret de, der var hjemme. De skal nu genhuses. De, der ikke var hjemme, skulle gerne have fået besked om nedstyrtningsfaren,” siger Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, som fortæller, at området omkring bygningen vil være afspærret, indtil bygningen er sikret.

Den første vikingegrav i Aarhus er blevet fundet

”Den bliver nok ikke stivet af før i morgen, så først derefter ophæves afspærringen.”

Jakob Christiansen oplyser, at ingen af de omkringliggende bygninger er blevet evakueret, da man vurderer, at de er uden for fare.

Frustreret værtshusejer

Lokalavisen Aarhus var i december i en anden forbindelse på besøg hos værtshuset Hos Anton, der holder til i den nederste del af ejendommen.

Her fortalte ejer af beværtningen, Sanni Nielsen, at hele bygningen rungede, når de store maskiner arbejdede, og at der var kommet store revner i væggene og vandskader i kælderen.

(9/24) BRUN JUL: Den med... hoppende bryster og gyngende flasker

”Det er sindssygt. Politi og brandvæsen kom, og så fik vi fik en halv time til at lukke,” siger hun kort efter, at hun og resten af bygningen blev bedt om at forlade stedet.

”Vi har fået at vide, at bygningen er evakueret i dag og i morgen, men det kommer aldrig til at ske, at de får sikret den bygning på to dage. Det tror jeg simpelthen ikke på,” siger Sanni Nielsen.

Hun har i lang tid været frustreret over arbejdet og har kunnet observere, hvordan skaderne bare har udviklet sig.

”Der er kommet store flænger i hele bygningen. Det er kun blevet værre, siden I var her i december.”

Klar til nyt boligbyggeri og omdannelse af hovedbiblioteket til kæmpe hostel

Sanni Nielsen står i bedste fald til at miste noget omsætning. I værste fald kan hun miste sit værtshus.

”Det betyder sgu meget det her. Jeg mister omsætning, og hvis det er i en længere periode, så kan det være gæsterne ikke kommer igen. Så det kommer helt bestemt til at have konsekvenser. Og så er det ekstra ærgerligt, at jeg lige har brugt 600.000 kroner på at gennemrenovere det hele. Nu skal jeg vist have fat i mit forsikringsselskab,” slutter værtshusejeren.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra MT Højgaard, der skulle være hovedentreprenør på ombygningen.

Nyt hostel på vej trods protester